Persondata politik

Skuffet over Diablo 3? Mød Torchlight

Alternativ: Nu kommer Diablos overmand

1 af 1
 

Amerikanske Runic Games' længe ventede dungeon-crawler Torchlight II gør sin entré om knap en uges tid, nærmere bestemt d. 20. september, det fortæller udvikleren på sin officielle hjemmeside.

Torchlight II følger i hælene på 2009-originalen, Torchlight, der var Runic Games' første udspil efter de løsrev sig fra det nu hedengangne Blizzard North, skaberne af de to oprindelige Diablo-udgivelser. Derfor betragtes Torchlight-serien af mange som den egentlige opfølger til Blizzards populære rollespilserie, for nogen mere så end sidstnævntes egen nykommer Diablo 3.

Netop spændingen mellem Diablo-seriens oprindelige skabere og Blizzards nuværende medarbejderstab har været et vedgående tema under udviklingsprocessen. For nylig eskalerede debatten i en omgang verbal mudderkastning, hvor især ledende designer Jay Wilson gjorde sig uheldigt bemærket ved på sin Facebook-profil at kalde tidligere kollega Dave Brevik en ”(...)fucking taber!” for at have omtalt Diablo 3 i negative vendinger.

Læs også: Diablo 3 skuffer seriens skabere

Når Runic Games på torsdag sender Torchlight II i handlen, kan debatten meget vel blusse op på ny. Lanceret som en direkte konkurrent til Diablo 3 kan Blizzard nemlig ikke længere føle sig sikre på enedominans i genren. Nuvel, med 10 millioner solgte eksemplarer har Diablo 3 sit kommercielle aspekt på det rene, men grundet en tvivlsom lancering fyldt med tekniske problemer, samt et udskældt auktionshus, end-game-indhold og manglende LAN-understøttelse, har Diablo 3, herunder Blizzard, i eftertiden fået et blakket ry. Måske Runic Games og Torchlight II kan profitere af det?

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Runic selv har gjort alt for at mindske spændet de to spil imellem på trods af at operere med et noget lavere budget. Spilmekanisk har de finpudset Torchlight II en hel del, bl.a. ved at inkorporere fuldbyrdet multiplayer-funktionalitet og forskelligt-udseende, tilfældigt genererede baner. Endelig har de bibeholdt LAN-funktionalitet, der vil virke som en stikpille til Blizzards beslutning om at gøre det modsatte.

Konceptet forbliver dog uændret. I rollen som én af flere forskellige figurklasser må spillerne kæmpe sig vej gennem horder af fjender for herefter at berøve dem deres skatte og udstyr. Som nyt grej indsamles, øges spillerens kamppotentiale, ligesom nye evner tilegnes. En evindelig digital trædemølle, der har det med at underholde i mange, mange timer.

Læs også: Torchlight 2 Preview

Torchlight II udkommer som sagt på torsdag, d. 20. september, dette eksklusivt til PC. Vi vender tilbage da med en endegyldig vurdering af, hvorvidt det lever op til sit potentiale, og om det har mestret tilpas med dæmonisk styrke til at vippe Diablo 3 af pinden.

Læs også: Se beta gameplay film her

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik