Kør råddent uden at få politiet på nakken

Affaldet flyver i vinden, gnisterne falder af lokaltoget, og du aner de kommercielle rutefly i luften over dig. Vi har prøvet GRID 2

  • Du kan køre bilræs gennem Chicagos gader i en Mustang eller BMW i GRID 2. (Screenshot fra spillet)
Du kan køre bilræs gennem Chicagos gader i en Mustang eller BMW i GRID 2. (Screenshot fra spillet)
1 af 1

EKSTRA forbrug

Hent flere
 

Man kan sælge både biler og bilspil enten for den drøm eller den virkelighed, de repræsenterer, men sjældent begge dele på samme tid. Enten skal man være helt ude i driften med Need for Speed, hvor gnisterne flyver og dækkene hviner, mens fysikkens regler bliver bøjet, eller også skal man værke nørklende og detaljerede med Gran Turismos og Forza Motorsports finteknik.

Men der findes også en middelgrund mellem simulation og arcade. Et territorium, der i sin tid blev beboet af Project Gotham Racing, før det nu hedengangne Bizarre Creations blev skrottet. I 2008 forsøgte Codemasters at indtage området med GRID, som skulle tiltrække både normale computerspillere og mere teknisk interesserede bilentusiaster. Det skete med en unik sans for dramatik og nye funktioner. Eksempelvis var spillet det første, der tillod folk at spole tilbage undervejs i spillet.

Et præg af Holywood
Nu forsøger den britiske udgiver at gentage succesen med GRID 2, der kommer til sommer til pc, Xbox 360 og PS3. Der er gået nogle år siden sidst, men det undskylder spillet ikke. I stedet lover det samme oplevelse med tunede biler, der kæmper hjul-mod-hjul i alverdens storbyer med et stort præg af Hollywood. Vi ved ikke alt om alle spillets nyskabelser, men en vigtig del bliver væddeløb om at komme fra A til B uden en forprogrammeret rute.

Se Grid 2-traileren her

For Codemasters har det været et tilbagevendende problem siden introduktionen af GRID og DIRT, at spillene skal appellere til almindelige mennesker, der faktisk foretrækker simulation frem for arcade, mens de store penge ligger hos hardcoregamers med hang til fart og action. Løsningen for andre spilfirmaer, eksempelvis Turn10s Forza, har været en stribe hjælpemidler og sværhedsgrader, så ingen føler sig tabt undervejs. Codemasters har valgt en anden tilgang, da det for dem handler om en bedre styringsoplevelse, som både skal være lettilgængelig og på sigt dybere end konkurrenterne. Det skal endda ske uden flere sværhedsgrader og hjælpemidler.

Til det formål har Codemasters fået deres eget varemærke: TrueFeel. Det lyder fjollet, men dækker over utallige hårde beregninger og bedømmelse af data for hver enkelt bils måde at opføre sig på. Baseret på udregningerne skalerer bilerne de tunge manøvreringer ned, så du i stedet skal fokusere på at 'drifte' med let hånd. Kombinationen af de to ting betyder ifølge Codemasters, at hver enkelt bil føles og styres som sin virkelige version, uden at det bliver for svært.

Udfordringsniveauet kommer gradvist gennem de forskellige klasser, man introduceres til. Spillet mangler de dyre licenser såsom Porsche, Lamborghini og Ferrari, men der er rigeligt med hestekræfter i emner såsom Mac 1 Mustang, BMW E30 M30 og diverse Skyline-modeller. Du kan også dyste med superbiler såsom McLaren MP4-12C og specialfabrikationer, eksempelvis Koenigsegg Agrea R.

Mercedes i gaderæs
Eurogamer fik chancen for at spille GRID 2 på en hård og tung pc, hvor vi kørte en Mercedes SL65 AMG gennem et gadevæddeløb i Chicago. Affaldet flyver i vinden, gnisterne falder af lokaltoget, og du aner de kommercielle rutefly i luften over dig. Inspirationen siges at være fra Michael Manns kamerastil, der bygger på filtre med bevidst grovkornede udtryk.

Som lovet er AMG'en let at få omkring, og jeg formår at snuse til banderne i et af de utallige drifts, jeg får sat i gang med lethed. Det er både let at komme ind og ud af drifts. GRID 2 giver en fin følelse af Top Gear i hvert et sving, men det sker ikke uden at bide fra sig. Man oplever tit, om det så er vægtforskydningen eller grebet i dækkene, at der ligger ondskab underneden, som på sigt bliver svær at manøvrere i de større biler. Der er en god del dybde i gameplayet.

Se dugfriske billeder fra GRID 2 her

Tager man en moderne Shelby Mustang afsted på tur i det californiske, får man chancen for at se GRID 2's nye game-mode, Road Race. Det er én-mod-én fra A-til-B, og på sin vis minder det mere om Codemasters' rallyspil end det hidtidige GRID. Her mærker man tydeligt forskel på bilerne, idet Mustangen har større ydeevne end AMG'en og derfor understyrer i hjørnerne.

En af GRID-seriens skønheder er tempoet og variationen undervejs. I det første spil var singleplayerkampagnen glimrende, når man var vant til det uendelige grind med runde efter runde i andre bilspil. Codemasters lover, at GRID 2 bliver endnu bedre. Indtil videre vil de ikke komme ind på strukturen, men med steder som Chicago, Californien, Paris og Abu Dhabi har de i det mindste rammet underholdningen ind. At der skal være væddeløb i Abu Dhabi tyder også på, at der kommer Formel 1 ombord på Yas Marina-banen.

Venter på detaljerne
Codemasters afslørede dog under Eurogamers seance, at single- og multiplayerdelene adskilles. Hvor andre tillader progression i begge dele, vil GRID 2 bygge på adskilte oplevelser. Din fremgang i den ene mode smitter ikke af på den anden, og særligt for multiplayer skal oplevelsen handle mere om skræddersyede biler end det at gennemføre og samle alt ind, som tilfældet er i singleplayerdelen. Det lyder som en struktur, vi kender fra Call of Duty. I Codemasters' tilfælde er oplevelsen krydret med RaceNet, en ny communitydel der skal give adgang til informationer og community via web og mobiltelefon.

Læs preview af F1 2012 til pc, PS3 og Xbox 360

De konkrete detaljer om multiplayerdelen mangler, og derfor har vi endnu ikke en vished om GRID 2's formåen. Det er tydeligvis en fin fortsættelse, der respekterer sit gamle materiale og rammer balancen fint mellem simulation og arcade. Det virker næsten som en åndelig fortsættelse til Project Gotham Racing. Men når spillet ankommer så sent i hardwaregenerationen, og tilmed skal kæmpe imod både Forza Horizon og Need for Speed: Most Wanted, vil det være en krævende opgave alene at bunde.

GRID 2 udkommer til næste sommer til PS3, Xbox 360 og pc.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Simon T. Schultz Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik