Persondata politik

Han har ligget i krig på nettet i 20 år

Det siges, at uanset hvor man er på internettet, dukker han op, hvis man siger hans navn tre gange. Derek K. Smart: Spilbranchens enfant terrible, der gik ned på en overdosis internet

  • Derek Smarts livsprojekt blev også hans forbandelse, da han gjorde sig upopulær på nettet.
« Forrige
Derek Smarts livsprojekt blev også hans forbandelse, da han gjorde sig upopulær på nettet.
1 af 2
Næste »
 

Den unge Derek K. Smart vil ind i spilbranchen. Han vil lave verdens mest avancerede rumspil. Det mener han også selv, at han gør, men der er så mange, der er uenige med ham, at han bliver en af de første berømtheder på internettet. Desværre ikke for sit spil, men for at have været centrum i det største og længstvarende skænderi, eller 'flame war', i nettets historie.

Derek Smart's 'flame war' har kørt i snart tyve år. De folk, der har været med i krigen, og som stadig er med, har brugt oceaner af tid på den. Det er umuligt at sige, hvor mange posts hovedpersonen har begået. Han har postet fra mange emailkonti, i mange forskellige Usenet-grupper og på mange forskellige webforummer.

På Usenet forsøgte nogen engang at opgøre, hvor mange posts Derek Smarts nemesis og ærkefjende, Bill Huffman, har postet under sit eget navn. På Usenet alene havde Huffman i 2003 skrevet 36.000 indlæg, der relaterede sig til Derek Smart og den krig, som Smart var centrum i. Før 2000 har andre brugere i hvert fald postet over 100.000 posts i krigen. Huffmans posts er af meget forskellig længde, men hvis hver post har taget i gennemsnit 10 minutter at forfatte, er et forsigtigt bud, at Huffman har brugt, hvad der svarer til 750 arbejdsdage, fuld tid, uden kaffepauser, på krigen. Dertil skal lægges Huffmans arbejde med at lave hele websites, der håner Smart.

Ville kreere sit eget spil
Smart var omkring 25, år da han gik i gang med sit livs projekt. Siden starten af 1980'erne havde Derek Smart, som mange andre, spillet Elite og drømt drømmen om en endnu større rejse i rummet. Men i stedet for at rende rundt i computerbutikker på Falkoner Allé på jagt efter det næste fix, gik han i gang med at lave spillet selv. Det ender med at blive kaldt for Battlecruiser 3000AD.

Hvad var Battlecruiser?

Efter mange trakasserier og otte års udvikling udkommer spillet i 1996. Forventningerne blandt gamere er enorme. Desværre er det meget fejlbehæftet, og udgiveren Take Two og Smart begynder at skændes offentligt på internettet om, hvem der er skyld i det. Dengang i 1996 var internettet ikke som i dag. De fleste diskussioner blandt gamere foregik i bestemte nyhedsgrupper på noget, der hedder Usenet, men mekanismerne var de samme, som man kender dem i dag fra forummer.

Læs mere om Usenet her

Der var to lejre i diskussionerne. Dem, der støttede Smart i hans ambitiøse projekt, og dem, der syntes, at det var hans skyld, at Battlecruiser var så dårligt.

Inden lanceringen af spillet havde Smart indtaget rollen som spiludvikleren, der bruger tid på at fortælle om sit spil. Det var god markedsføring. Folk var forventningsfulde, positive.

Men spillet kommer ud, og det er en kæmpe skuffelse for de fleste. Det virker ikke, der er tonsvis af fejl i det, og der er ingen manual. Tonen på Usenet ændrer sig. Folk er skuffede. Smart giver Take Two skylden. Take Two giver Smart skylden.

Gik Smart amok på en Cola automat i Take Two’s kontor?

Her ville de fleste spiludviklere nok have kastet håndklædet i ringen og forladt projektet. Men ikke Smart. Han lover allerede i september 1996, lige efter udgivelsen, at han personligt vil sørge for at reparere spillet, bringe det op til en standard, der gør det muligt at spille det. Han lover også en udførlig manual. Smart arbejder alene nu. Der er ingen distributører, og Smart får efter meget drama tilbageerobret rettighederne til spillet fra Take Two.

Smart mod de ukendte
På Usenet positionerer han sig nu som David i kampen mod Goliath. En selvstændig udvikler, der kæmper for at gøre sit livs projekt færdig. Om det i virkeligheden er Take Two’s skyld, at spillet er så dårligt, er diskutabelt. Usenet labber det op. Den lille mand mod systemet er en god historie, sympatisk. Men Smart kommer ind i en uheldig rytme. Han lover hele tiden for meget, er for optimistisk omkring deadlines på patches. Han har ikke meget troværdighed tilbage, og med hver deadline der skrider, hvert brudt løfte, eroderer hans stilling.

Under de mange, lange diskussioner er Derek Smart den eneste, der optræder med eget navn. Alle har set hans billede. Han er den eneste, der reelt har investeret noget, der er ham, hans eget, i diskussionen. Det er en skævvreden og ulige kamp. Og Smart gør det hele værre med sin ubændige trang til Usenet. Han er der hele tiden. Prøver at svare på det hele. Ingen må kritisere ham eller hans projekt, og han nægter at indrømme sine fejl. Alle posts bliver besvaret af ham.

Han er en internet-berømthed. En af udviklerne. En af dem, der laver drømme. Han er troldmanden i værkstedet. Og se, her er han. Han taler med dem. Går i rette med dem. Giver af sig selv. Og de svarer ved at spise ham. En flok rovfisk, hver især uden fornemmelse for andet end sulten, eller den uimodståelige trang til at kigge, betragte, stirre, på Smart. Og måske, måske, få ham til at tale til dig, kun dig. Det er en uimodståelig trang. Så de tirrer ham. Igen og igen. Dag efter dag. Ugerne bliver til måneder, månederne til år.

Man kan læse mellem linjerne, at Smart bliver skilt på et tidspunkt i slutningen af halvfemserne. Om det er skilsmissen eller de mange timer, dage, uger, foran computerskærmen, så bliver han aggressiv. Vred. Han begynder at bande og svovle. Han er Quixote, der slår ud i luften og snurrer rundt om sig selv. Folk ler. Og så griner de. ’Se den store mand. Han er ligesom os’.

Man kan slå ned i tilfældige posts med måneder eller års mellemrum og finde de samme temaer og argumenter. Utrættelig er han. Mantraet gentages igen og igen: 'Jeg ved, hvem jeg er, jeg har lavet et spil, jeg har venner i den virkelige verden, jeg har mit hus, jeg har en Mercedes, jeg har en smuk kæreste. Hvem er I? HVEM ER I?'.

Forfalsker racistisk email
Fra midten af 1997 er omfanget af diskussionen nærmest ufatteligt. Der er to store lejre: dem der holder med Smart, som tror på hans projekt, og dem der kritiserer. Lejrene fylder lige meget i den flame war, der allerede nu omtales på hele Usenet som exceptionel. Men Smart selv puster til flammerne ved hele tiden at blande sig.

Smart kæmper en kamp for at fastholde sig selv i de lange år foran computerskærmen, og quixotismerne i hans skriverier bliver hyppigere og hyppigere. Han begynder at skrive ting som (tilfældig post i september 1997): ‘I am who I am and I know who I am and those who know who I am know that I am who I am.’ (‘Jeg er den, jeg er, og jeg ved, hvem jeg er, og dem, der ved, hvem jeg er, ved, at jeg er den, jeg er’, red.)

Der kommer fotos op på Usenet, som Smart selv har taget. Selvportræt ved skrivebordet med et stykke metal, som han hævder er fra Mars. En selvtilfreds udseende Smart i en sofa med guldkæde om halsen. Et billede af hans mobiltelefon. Det hele bliver selvfølgelig latterliggjort og bliver brugt til at lave satire og film, der går viralt.

Foto af Smart med et stykke metal, han hævder stammer fra Mars

Ved at åbne op for detaljer om sit privatliv, åbner Smart en ny flanke i stedet for at lukke en. Folk begynder at lege detektiver. De kalder det for Derekology.

Uden at det rigtig går op for ham, bliver Smart assimileret i det giftige Usenet-miljø. I 1998 sender han i typisk Usenet-stil en racistisk email til sig selv i et forsøg på at tilsværte en fjende. Efter et større detektivarbejde og mange posts frem og tilbage bliver det afsløret, at han har forfalsket emailen. Smart nægter pure, men beviserne vejer tungt imod ham.

Hans posts bliver mere og mere vitriolske. I 1997 udnævner Usenet-folkene datoen 22. august til 'Derek-Smart-Says-F**k-You' dag på grund af Smarts uhørt grove tone.

I og med at Smart selv åbner op for Pandoras æske i form af flere og flere personlige oplysninger om sig selv, går Usenet-brugerne til stålet. Hans privatøkonomi bliver endevendt. Man finder ud at han har fået penge fra sin mor i England til at fortsætte BC3K-udviklingen efter Take Two-affæren. Det bliver mere og mere pinligt. Soap-operaen bliver bedre og bedre. Smart emmer af vrede.

Sideløbende til diskussionerne om Smart selv, lever løbende sager om spillet deres eget liv. Manualen bliver endelig færdig efter mange forsinkelser, og Smart begynder sågar at give BC3K væk som gratis download til gamere. Men det forslår slet ikke på Usenet - diskussionerne er definitivt begyndt at handle om Derek Smart som person. Spillet er trådt fuldstændig i baggrunden.

Pistoler og retssager
På et tidspunkt finder en af de førende fra anti-Smart lejren, Bill Huffman, ud af,at en af de daglige Usenet-deltagere bor i nærheden af Smart i Florida. Louis er en femtenårig dreng, der bruger al sin tid på Usenet. Huffman overtaler drengen til at opsøge Smart på privatadressen i Miami. Ud fra de rester af Usenet, der er tilgængelige, er det svært at sige, præcis hvad der sker den dag, Louis møder op ved Derek Smart's hus, men han har tilsyneladende en pistol med sig.

Efter den hændelse fornemmer man en ændring i Smart's væremåde. Han mister sin uskyld. Han bliver ængstelig. Han har fået ny kæreste og er flyttet sammen med hende. Hun forstår ikke, hvorfor der står pludselig står en femtenårig dreng ved deres hoveddør, der siger han har en pistol i lommen.

Som det næsten altid er tilfældet med Smarts modstandere på Usenet, ved man ikke særlig meget om Bill Huffman. Han kan opsummeres således: Han arbejder med it hos et firma kaldet NCR i Californien. NCR laver e-commerce-løsninger og pengeautomater. Alt andet vedrørende Huffman er ukendt. Han er en skrivestil og et alias på Usenet.

Smart begynder at true med retssager. Han refererer til møder med advokater og til advokatbreve og stævninger. Hvor mange af truslerne, der er hold i, er svært at vurdere, men det er nok til at forskrække pistoldrengen Louis, der forsvinder. Huffman derimod er ikke så let at skræmme. Han bor i Californien. Smart flyver derud og mødes med en lokal advokat. Uden resultat. Huffman afviser de breve, der bliver sendt til ham, og siger, at der ikke er basis for en retssag . Sandheden om, hvad der egentlig er sket, sander til - ligesom alt andet på internettet.

Men den store flame war fortsætter den dag i dag. Huffman og Smart kæmper begge for at 'eje' historien om den. Huffman med sit website, Flame War Follies, der stadig bliver opdateret og Smart i interviews med gaming medier og forskellige 'resumeer' af krigen, som han selv har forfattet.

' Fact is. I love making games' - Smart får det sidste ord

Usenet-tragedien er en saga om ensomheden foran en computerskærm, om bristede drømme, om ansigtsløse stemmer i cyberspace, der uden mål eller mening, kun drevet af sulten, det næste fix, æder en mand om op. En mand der trods sin intelligens, kreativitet og stædighed, mangler en central brik i forståelsen af den kultur, han forsøger at gøre til sin egen. For dem var det en soap opera. For ham var det skilsmisse, konkurs, og depression.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik