'Halo' viser træthedstegn

1

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Så skal verden reddes – igen. Master Chief har fået sig en tiltrængt ferie, og i stedet introduceres ’The Rookie’ og hans hold af ’Orbital Drop Shock Troopers’.

Som spiller bliver du droppet ned i kampzonen sammen med resten af din trup. Noget går dog galt – surprise – så da spillet starter, er du ’Dræber-Palle alene i verden’. Det er nu op til dig at finde dine holdkammerater og redde verden fra det onde.

Lyder det som noget, du har hørt før, så er du ikke helt galt på den. For ’Halo 3: ODST’ bærer desværre meget præg af uopfindsomhed. Historien er fortalt gennem ’Orbital Drop Shock Troopers’ forskellige skæbner. Du får som spiller altså mulighed for at styre mere end bare én person i denne omgang. Desværre fanger historien aldrig rigtigt – det er simpelt hen hørt for mange gange før.

Klassens grimme dreng
Grafikken har ikke udviklet sig meget siden ’Halo 3’, så i forhold til spil som ’Killzone 2’ og ’Gears of War 2’ er ’Halo’-serien efterhånden blevet til klassens grimme dreng. Samtidig bliver man her nødt til at nævne spillets lysstyrke. Baner med 'The Rookie', som foregår om natten, er nemlig så mørke, at du ikke rigtig aner, hvad der foregår – selv om du bruger dit infrarøde syn. Hvis det er spiludvikleren Bungies forsøg på at give spillet lidt uhygge, så må man blot konstatere, at den mission er mislykket på det grusomste – du bliver ikke bange, blot dybt irriteret.

Gameplayet kører også videre i samme rille. For selv om du ikke længere kontrollerer Master Chief, er styringen stort set uforandret. Det gør heller ingen forskel, at man i løbet af spillet får mulighed for at kontrollere ’The Rookies’ forsvundne holdkammerater, for styringen er identisk.

Kort, men god fornøjelse
Så nu sidder du sikkert og tænker, at ’Halo 3: ODST’ er en kedelig fuser. Men sådan forholder det sig heldigvis ikke. For på trods af den manglende innovation, så er spillet en bund solid ’first-person-shooter’, som hurtigt får det til at krible i den virtuelle skydefinger.

Kampene er intense – glæd dig til nogle af de senere baner i spillet, de er sublime – musikken giver en fantastisk stemning, og sværhedsgraden er godt balanceret – du bliver udfordret, men ikke frustreret.

Desværre er oplevelsen hurtigt overstået. Undertegnede er ingen ’Halo’-haj, men jeg fik blæst mig igennem på lidt under otte timer. Det er simpelt hen en alt for kort fornøjelse. Så hvis du ikke er mega-fan af serien, bør du nok bare gå ned i den lokale Blockbuster og låne spillet for en aften eller to.

En fin udvidelsespakke
Men hvis du elsker alt, som har ’Halo’ i titlen, så er ’Halo 3: ODST’ en ganske fin udvidelsespakke. Multiplayer-delen er som altid tip-top, og med en hel ekstra-disc fyldt med multiplayer-gejl kan du ikke gå helt galt i byen. Samtidig er den nye spilmulighed, Firefight, en omgang vanedannede konsol-narkotika. Her gælder det om at opleve hordevis af angreb. Det lyder simpelt, men glæd dig ...

Så for at opsummere: ’Halo3: ODST’ er en temmelig stor og elegant udvidelsespakke til den populære serie. Og hvis du er inkarneret fan, så skynd du dig bare ned i den lokale spilforretning. Men alle dem, som ikke har fået tatoveret ’Master Chief’ på brystkassen, bør nok gemme deres penge.