Her får du magt til at dræbe

Du har al magt i verden til at dræbe og splitte ad, men Dishonored giver lyst til at snige dig til sejr

  • Screendump fra spillet.
Screendump fra spillet.
1 af 1

Seneste i Forbrug

Hent flere
 
Dishonored Platform: Pc, PS3 Antal spillere: 1 Alder: 13+
Ekstra Bladet:
0 læsere:
Klik på stjernerne for at bedømme

Der ligger en enorm magt i at kunne tage et andet menneskes liv. Men som de romerske kejsere vidste, var magten endnu mere fuldkommen, hvis man også kunne vise folk nåde - alene ved at vende en tommelfinger op eller ned.

Man står med samme følelse, når man træder ind af døren til et dybt dekadent maskebal i en bestemt bane i Dishonored. Stedet er et samlingspunkt for det bedste borgerskab i Dunwall, og mens resten af byen er efterladt til at dø af pest, er Boyle-familiens palads overrendt med konfetti, punchbowls og orgier på førstesalen. Du træder ind med masken på og vækker ingen mistanke. Ingen ved, at du sagtens kunne efterlade alle gæster med overskårne halspulsårer og undslippe uden en skramme, hvis du ville. Men ingen vil vide, at du snart har løst en dødbringende opgave uden at nogen har vidst, hvad du har gjort, eller hvem du er - før det er for sent. Og det vil ske uden at efterlade en blodsdråbe.

Se screenshots fra Dishonored her

Dette er Dishonoreds absolutte grundprincip. Spillet er Arkane Studios' nye stealthspil, og selvom det ikke har fået meget omtale i almindelige medier, er det faktisk skabt af mange folk, der har skabt mange af spilbranchens klassikere. Du vil møde elementer fra mange titler, som man sagtens kunne name-droppe fra A til Z. I stedet er det vigtigere at vide, at Dishonored er blandt årets absolut bedste spil, og at det er en befrielse fra de testosteronpumpede actionspil. Spillet gør det sjovere at være tålmodig og pacifistisk.

Dishonored foregår i den fiktive by Dunwall, der med sin stil og sin mode foregår et sted i Victoria-tiden i anden halvdel af 1800-tallet. Der er voldsom social elendighed i den tids Charles Dickens-agtige stil, hvor skellet mellem borgerskab, adel og fattige ikke blot er tilkendegivet med byens opdelte øer: de fattige er efterladt til at dø af pestbærende rotter, mens borgerskabet flyder i sprut og sex. Og netop som kongefamilien forsøger at skabe ro og orden, vender et dødeligt komplot op og ned på magtforholdet og indsætter en tyrannisk hersker i tronstolen. Du bliver anklaget for mordet og må slutte dig til et oprør, der skal sætte den rette tronarving ind på magtens tinde. Den rejse foregår over missioner, hvor du skal afdække konspirationens udbredelse og likvidere de centrale personer.

Dagbog fra det spritnye Pokemon-spil

Missionerne er forholdsvise lineære og indskrænkede, og set ud fra genrens øvrige spil er det ikke en åben verden som Assassins Creed (ligesom du slipper for at købe stalde og butikker). Det betyder på ingen måde, at du kun har få muligheder for at klare missionerne: Dishonored bugner med muligheder, alt fra den frontale og aggressive stil til snedighed. Skellet kommer sågar mellem død og nærdød, for du kan vælge, om en intetanende vagt skal dræbes med en kniv eller blot gøres bevidstløs med et kvælertag. Desuden introducerer Dishonored et fornuftigt lag af overnaturlighed. Der er få, men meget effektive overnaturlige evner at få fingre i, og blandt de vigtigste er muligheden for at teleportere fra A til B, også i højden, ligesom du kan tage kontrollen over mennesker og dyr for at angribe eller komme forbi forhindringer.

Læs også: En troldmand er død

Disse evner giver en voldsom magtfornemmelse, for med mindre du vælger de højeste sværhedsgrader, kan du være stort set usårlig og manipulere dine fjender på forgodtbefindende. I starten virker det naturligt, at man kører den sædvanlige Call of Duty-stil og nakker alt og alle, men hurtigt udfordrer Dishonored dig til at indskrænke din magtudøvelse så meget som muligt. Med spillets 'Chaos'-system får du strafpoints for at dræbe og udøve vold. Jo mere Chaos, jo mere dyster bliver Dunwall, og i sidste ende får spillet en trist afslutning, hvis du konsekvent har misbrugt din magt. Dit forhold til personerne bliver desværre ikke så tæt, at du får en medfølelse med deres skæbne, men Chaos-systemet får en reel indflydelse på din spillestil. Det giver et kæmpe sus at træde ind i det førnævnte Boyle-palads blandt utallige vagter og søge den tålmodige vej, mens du samtidig ved, at du kunne splitte hele paladset ad på et splitsekund.

Læs også: Newtons grønne grise, Bad Piggies anmeldelse

Dishonored er blandt de kortere spil på markedet, men det ansporer til mange genspilninger. I hver bane får du hurtigt øje på 2-3 forskellige indgangsporte til at forcere forhindringerne, og hele tiden tænker du, at du hellere må vende tilbage for at prøve dem alle. Banedesignet er glimrende, og selvom kasser og altaner nogle gange er placeret lidt for åbenlyst, er der generelt rigtig mange måder at komme fra A til B på. Du kan også prøve spillet forfra med forskellige evner, som du optjener løbende igennem spillet. Til pc, hvor vi har testet spillet, er styringen præcis og enkel. Det er let at skifte mellem evner ved den midterste museknap, ligesom du kan teleportere dig hurtigere og mere præcist end vi formoder er muligt til konsollerne. Valget mellem krig og fred er måske ikke nyt for stealthgenren, men konsekvenserne for det ene og det andet er så veltilrettelagt i Dishonored, at det er banebrydende.

Det er dog ikke den største styrke i spillet, for den ære tilfalder den grafiske stil. Den victorianske stil er gennemført med sine høje kraveflipper og industrielle dominans, og skellet mellem rig og fattig er gennemført. I de fattige, pestbefængte kvarterer er der en DDR-stemning af beton og tomme stråler fra en opstigende sol. I de rigtige kvarterer er indendørsmiljøerne fuldførte med deres dekadence og vulgære, seksuelle undertoner. Man kunne dog have ønsket sig mange grafiske forbedringer, for især i udendørsmiljøerne er elementerne åbenlyse kopier af hinanden. Spillet kører flydende på moderate maskiner, men mangler detaljer.

Læs anmeldelse af et nyt Sherlock-spil her

Blandt de negative sider af Dishonored er primært spillets historie. Som det desværre tit ender med, bliver denne slags fortællinger meget opdelt i akter med første et drab, så en mellemsekvens og så videre til det næste drab. Man får ikke noget større tillidsforhold til figurerne og set fra denne vinkel bekymrer man sig meget lidt om muligheden for at få den bedst mulige slutning.

Men alene kærligheden i detaljerne samt Dishonored's banebrydende evne til at gøre sin spiller til tålmodig pacifist er bemærkelsesværdigt vellykket. Spillet giver én al magt i verden til at udslette og splitte ad, men man får lyst til at bruge kræfterne til at snige sig og forvirre fjenderne for at løse opgaverne. Det giver også lyst til at spille spillet forfra og teste de mange tilgange, der er til at klare hver enkelt bane. Grafikken er teknisk en anelse skuffende til pc, men stilen er suveræn og blandt de bedste set i mange år.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Steffan Kærulf Frandsen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik