Persondata politik

Anmeldelse: Ny Hitman tæt på perfekt

Eurogamer kigger på, hvad der kom ud af anstrengelserne for Danmarks største spilfirma

1 af 1
 
Platform: PC, Xbox360, PS3 Antal spillere: 1 Alder: 18+
0 læsere:
Klik på stjernerne for at bedømme

Tillad mig at starte med en opsang, for det føler jeg efterhånden der er behov for. Jeg modtog Hitman: Absolution en smule forsinket, hvilket betød at jeg havde mulighed for at læse en række anmeldelser af denne store titel, før jeg selv sad med den mellem hænderne. Og selvom spillet i det store hele, har høstet roser stort set hele vejen rundt, er der alligevel et begreb jeg efterhånden er virkeligt træt af at høre om: 'Open world'.

Open world er det nye sort indenfor spilindustrien, på samme måde som 'sandbox' var det for et par år siden, og AI var det i begyndelsen af det nye årtusinde, og det er en utopi der efterhånden fremkalder sure opstød hver gang jeg læser om det. NEJ, Hitman: Absolution er ikke en 'open world', ligesom Assasins Creed, Borderlands, Dishonored eller Call of Duty (ja grin bare, men Google det, og læs hvorfor folk har brugt termen om den mest lineære spilserie på markedet) heller ikke er det. Der findes ingen 'open world', fordi ethvert spil - naturligvis - vil være begrænset af de muligheder som programmørerne, grafikerne, manuskriptforfatterne og spildesignerne har tilføjet til det.

Læs også: Nintendos TVii-tjeneste kommer til Europa

Sandbox er derfor et langt bedre begreb at benytte om både førnævnte titler og Hitman: Absolution, og er man til en ægte psykopatisk-følelseskold-snigmorder-en-af-slagsen, så læs videre - for Hitman er tilbage, bedre end nogensinde før.

Det er efterhånden tolv år siden første kapitel af Hitman-serien udkom, og vi første gang stiftede bekendtskab med den skaldede seriemorder '47'. Dengang var der tale om en kontroversiel titel, der på mange måder tvang spilleren til at tage moralsk stilling, når man skulle udføre et af de mange snigmord. Siden da er det blevet til fire yderligere Hitman-titler, og da vi for seks år siden fik Hitman: Blood Money, var det tydeligt, at IO Interactive ikke bare havde opfundet en helt særlig spilgenre, men også en hovedperson med dybde og personlighed nok, til at selv Hollywood fik øjnene op for ham.

Seks år skulle der altså gå før Absolution ramte butikshylderne, og den lange ventetid begyndte så småt at medføre nervøse røster rundt omkring i gaming communitiet. Ville den nye titel mon være forældet inden den ramte markedet og kunne IO Interactive mon bygge videre på '47', selv efter den halvfesne filmatisering? Var Hitman: Absolution overhovedet en titel der var ventetiden værd? Spørgsmålene var mange, og svarene lod vente på sig.

Læs også: Max Payne 3 får snart nye baner

Da jeg for år tilbage anmeldte Command & Conquer, kan jeg tydeligt huske hvordan den afpudsede følelse af 'det perfekte spil' bredte sig, lige fra det specialdesignede installationsprogram startede op, til de gennemarbejdede mellemsekvenser og missioner løb over skærmen. Samme følelse ramte mig, da jeg tilbragte de første timer med Hitman: Absolution. For hvor er det dog rart, for engang skyld at sidde med en titel, der fra start til slut bare virker som et gennemarbejdet og færdigt produkt.

Hitman: Absolution er dog ikke 'det perfekte spil'. Ret hurtigt vil du i en af dine missioner opleve, hvordan AI'en, ikke hører til blandt den bedste der er på markedet. Du vil opleve situationer, hvor dine fjender bevæger sig uhensigtsmæssigt, hvor de bliver blokeret i deres ruter af miljøet eller hvor de skyder i det der virker som en tilfældig retning, i stedet for at forsøge og ramme dig. Du vil opleve at vagterne til tider spotter dig igennem fysiske forhindringer, og at arme, ben og våben stikker igennem vægge, når du har 'aktiveret' en modstander, og dermed hevet ham ud af sine faste rutiner.

Det fantastiske ved Hitman: Absolution er bare, at disse fejl fremstår som petitesser, ja næsten gaver der inviterer til endnu en gennemspilning af missionen, mere end som irritationsmomenter eller forhindringer. For flere gennemspilninger af missioner, er hele essensen af Hitman-serien, og i særdeleshed Absolution. Man har ganske enkelt ikke fået nok, efter kun en gennemspilning. Hver bane indeholder et utal af muligheder for at eliminere sine modstandere, og det er i bestræbelsen på at opnå det 'perfekte mord' strengt nødvendigt at fejle.

Se også: Forza Horizon får snart rally - hvad kan vi vente os?

Kun på den måde lærer du dine svagheder at kende, og kun på den måde opdager du nye veje, genstande, våben og fælder, som du kan udnytte i dit næste forsøg på at slå dine fjender ihjel. Sideløbende med de mange muligheder, sørger et integreret 'challenges' system denne gang for, at der er noget til enhver type spiller. En 'challenge' kan bestå i at indsamle forskellige objekter i en bane (flasker, mursten, radioer, skruetrækkere, knive osv.) eller i at iklæde dig forskellige forklædninger - og for at få fat i en politiuniform er du selvsagt nødt til at gøre kål på en politimand.

Så har du én gang optjent 'Silent Assasin' bonussen, ved på den perfekte snigmordermåde, at nå frem til dit mål uden at alarmere en eneste vagt, så er der rigeligt med grund til at tage banen en gang mere - denne gang med pistolerne ude af hylstrene. Og har du først åbnet ild mod fjenderne, vil du hurtigt opdage, at Hitman faktisk også er en helt habil shooter - selvom det naturligvis ikke er spillets egentlige formål. Ildkampene er heftige, og bliver fulgt op af en lydside, der forresten i alle spillet facetter, komplimenterer den flotte grafik og de omgivelser du bevæger dig rundt i.

Både de fjendtlige og de neutrale computerstyrede figurer, kommunikerer løbende med hinanden og med dig. En rigtig Hitman lytter naturligvis efter hvad der bliver sagt, og er man tålmodig og nysgerrig nok, er der masser af relevant information og gode grin at hente fra de mange samtaler. Er du i ildkamp skifter soundtracket stemning, og i visse tilfælde kan det blive en nærmest kunstnerisk smuk oplevelse, at se '47' med to trukne 'Silverballers' pegende lige frem for sig, bevæge sig roligt og nøgternt igennem en butik, imens fjender bliver lagt til hvile i slowmotion.

Læs også: Tomb Raider leverer 12 timers underholdning

Det er dog hverken den flotte lydside, de smukke grafiske omgivelser, den høje replayability eller den eminente voice-acting, der gør Hitman: Absolution til det absolut (fik i den?) bedste kapitel i serien. Det er derimod historiefortællingen og den dertilhørende personliggørelse af alle de missioner du får udstukket undervejs. '47' er ikke længere bare den følelseskolde morder, der er på evigt udkig efter et nyt mål mod passende betaling. Missionerne i Absolution er bygget op omkring en storyline, der udover at give et øget indblik i '47' og hans baggrund, også indeholder et persongalleri og en voice-acting, der ganske enkelt sætter nye standarder for genren. Her er tale om forbrydere der er så modbydelige, at det har fået folk til at beskylde IO Interactive for bevidst at ville være kontroversielle. I mine øjne er balancegangen perfekt, og selvom det nogle gange nærmest er for let at retfærdiggøre de mord man udfører, er fokus ikke fjernet fra '47's blakkede fortid og alternative syn på menneskelivs værdi.

Læs også: Resten af anmeldelsen på

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mikkel Selin Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik