Indlæser...

Facebook: Ny bølge af røveri-hacking

Hvis en af dine venner via Facebook beder om penge, fordi han er blevet røvet, er det nok et fupnummer. Christian Lenskjold fik sin konto hacket

15:42, 19. mar 2010 | Stig Haaning Thøgersen

Du skal ikke hoppe på den, hvis dine venner pludselig står i London og beder om penge via Facebook. (Foto: Colourbox)
Du skal ikke hoppe på den, hvis dine venner pludselig står i London og beder om penge via Facebook. (Foto: Colourbox)

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

I weekenden blev Christian Lenskjold endnu et offer for en type hacking på Facebook, som er ny i Danmark.

Fremgangsmåden er, at hackerne skriver en besked fra 'dig' til dine venner, hvor 'du' fortæller dem, at du er blevet udsat for et groft røveri i London, og nu skal have sendt penge via et pengeinstitut til en adresse i den engelske hovestad.

I søndags blev Christian Lenskjolds kollega kontaktet af ham på Facebook-chatten. Her fortalte Christian, at han stod i London og var blevet frarøvet alle sine penge og kreditkort og skulle have overført penge.

Kollegaen undrede sig dog en del over, at Christian pludselig var i London, da han havde været på arbejde dagen før.

Hun undrede sig også over, hvorfor Christian ikke længere mestrede det danske sprog, men skrev på en form for gøgler-dansk.

Afsløret
Kollegaen spurgte London-Christian, hvor lang tid han havde været i det engelske og svaret lød siden fredag.

I det øjeblik blev det tydeligt for kollegaen, at der var tale om svindel, og dagen efter fortalte hun ham om episoden.

Christian prøvede at logge ind på sin Facebook-konto, men den var blevet deaktiveret. Han forsøgte at kontakte Facebook for at få en forklaring, men har intet hørt.

- Jeg har forsøgt at skrive til Facebook for at få af vide, hvad jeg skal gøre for at få aktiveret min konto igen. Desværre, og skuffende, har jeg ikke hørt fra dem endnu, skriver Christian i en mail til Ekstra Bladet og fortæller videre:

- Det irriterer mig egentlig ikke så meget, at jeg ikke har adgang til Facebook, men mere at jeg har en masse netværk via Facebook samt en masse billeder, jeg ellers ikke har adgang til. Især at jeg ikke har adgang til billederne, irriterer mig.

Bevar Kritisk sans
Mikael Lemberg er relationmanager i IT-virksomheden KOMFO, som rådgiver virksomheder i markedsføring, personalepolitik og kommunikation på Facebook. Han forklarer, at Facebook har nogle formularer som skal udfyldes, hvis en konto har været udsat for hacking.

Han fortæller videre, at det er vigtigt at udvise sund fornuft, når du færdes på Facebook:

- Du skal bevare din konstruktive kritiske sans og være opmærkson på, om dine Facebook-venner virker anderledes, end de plejer, når de kontakter dig. Og generelt skal du ikke give personlige oplysninger til nogen, som du ikke ville give nøglerne til din lejlighed, forklarer Mikael Lemberg.

Beskyt din computer
Ekstra Bladet har kontaktet Michael Dahl, leder af den danske afdeling af F-secure, for at høre, hvad du kan gøre for at sikre din computer mod virus.

Han anbefaler, at du selvfølgelig ikke lader andre have adgang til dine brugernavne og log-ins til blandt andet Facebook, og at du har et antivirusprogram, som virker.

- Du skal sørge for, at dit antivirusprogram virker. Mange er ikke opmærsomme på, at deres antivirusprogram kan udløbe, og hvis det er udløbet, skal du sørge for at forny det eller downloade et nyt, forklarer Michael Dahl og tilføjer:

- Du skal også være opmæksom på, om alle dine applikationer er opdaterede. Mange virusser finder 'bagdøre' i forskellige applikationer, du har på computeren. Det kan også ske, selv om du har et fungerende antivirusprogram. Derfor er det vigtigt at opdatere alle programmer for at holde din computer så sikker som muligt.

Her er to links, hvor du gratis kan sikkerhedsteste din computer:

TDC-online

F-secure

Annonce