Dansk Boldspil Unions Twitter-forbud ved årets EM i fodbold har skabt
røre i den lille, hjemlige andedam.
Men fodboldfolkets bosser er ikke de eneste i sportens verden med berøringsangst overfor sociale medier.
Således vil det ved sommerens olympiske lege ikke være tilladt at offentliggøre hverken lyd, billeder eller video fra konkurrencer eller de omkringliggende områder.
På OL-billetterne kan man læse, at lyd, billede og video kun må bruges privat.
'En billetejer må ikke offentlliggøre eller udsende video og/eller lydoptagelser, herunder på sociale netværk og internettet mere generelt', lyder blandt andet i skræmmekampagnen på billetten.
Det betyder, at du som tilskuer ikke må dele dine lyd-, billede- eller video-optagelser på hverken Facebook, Twitter, Google+ eller det, der ligner.
Afskrække folk fra at tage billeder
Det forbud skal arrangørerne nok få sit hyr med at få tilskuerne til at
overholde. Men de prøver allerede ihærdigt. Sikkerhedsvagter fra G4S, som
lige nu patruljerer i den olympiske by, der er under opbygning, bevægede sig
for nylig ud af byen, hvor de bad engelske pressefotografer om at holde
aftrækkerfingeren i ro. Vel at mærke på et offentligt område, hvor
fotograferne må gøre, hvad der passer dem.
Vagterne fortalte, at de var blevet 'uddannet til at afskrække folk fra at tage billeder', skriver British Journal of Photography.
Det skal nok blive en hyggelig sommer i det engelske.
Kilder: British Journal of Photography via Petapixel og TechCrunch
