Alt tyder på at Windows 8 bliver færdigt til efteråret, og operativsystemet
bliver det første fra Microsoft, der er optimeret til brug med
berøringsfølsomme skærme.
Det er ikke gået forbi chipgiganten Intel, der leverer meget af indmaden i vores computere. Firmaet har præsenteret sit bud på, hvordan en bærbar computer med Windows 8 bør skrues sammen.
Den er selvfølgelig tynd og let, og har lang batterilevetid, men kommer også med berøringsfølsom skærm, så du kan betjene Windows 8 via fingerkommandoer eller ved at bruge mus og tastatur som du plejer.
LÆS OGSÅ: Windows 8 kan ikke afspille dvd'er
Bliver endnu bedre i 2013
Maskinen er udstyret med Intels nyeste udgave af Core-processoren, kendt
under navnet Ivy Bridge. Du får længere batterilevetid og højere ydelse, men
rigtig sjovt bliver det først i 2013. Her kommer chipgiganten med en helt ny
generation af processorer, der angiveligt vil give dig 10 timers brug på en
fuld opladning og 10 dages standby-tilstand, hvor computeren stadigvæk
henter data som e-mails og Facebook-opdateringer i baggrunden.
Windows 8 kan pt. downloades i en betaudgave, som du kan prøve på din egen maskine, mens den færdige version forventes lanceret til oktober.
