Først NetFlix.
Nu TDC.
Og snart HBO, Blockbuster Online og....
Danskerne skal have den store hammer - og pengepung - frem, når et væld af nye TV- og filmtjenester de kommende måneder præsenteres i Danmark. For det er slut med at se fjernsyn, som vi har gjort det før.
I stedet kan vi fremover se yndlingsserien om og om igen. Og når det passer os. Eller droppe DVD-skiverne og med et tryk på en knap få adgang til de nyeste premierefilm.
DOKUMENTATION: Det præsenterede YouSee i dag
Markedet er flere milliarder kroner værd. Og de penge vil telegiganten TDC have sin del af.
Derfor præsenterede selskabets kabelafdeling, YouSee, mandag sit bud på en TV- og filmtjeneste med det meget lidt opfindsomme navn: YouBio.
NETFLIX TIL DK: Dyr og på skrump
Ideen er - helst som med NetFlix - at du for et fast beløb hver måned kan se de tusindvis af film- og TV-serier, som tjenesten tilbyder. Og du kan mod betaling pr. gang også leje de nyeste film - helt som når du i dag går ned i Blockbuster.
YouBio lover, at du kan se deres indhold på alle typer af skærme: Fjernsynet (kræver en ekstra boks/red.), din iPad, tablet, mobiltelefon eller computeren.
Indtil videre har hverken NetFlix, YouBio eller andre konkurrenter afsløret deres endelige prislister (sikkert op til 100 kroner om måneden/red.) eller det nøjagtige indhold (helt sikkert ikke alt det nye/red.).
På torsdag præsenterer næste 'kamphund' sin tjeneste, nemlig det amerikanske TV-selskab HBO. Forventningen er, at HBO udelukkende kommer ud på mobile apparater og måske som Smart TV-app.
