Techredaktør efter internetnedbrud: Det kommer til at ske igen

Små selskaber som Hiper har ikke de samme tekniske muskler som et stort teleselskab - men derfor kan du godt være kunde hos dem

03:56
Hør techredaktøren fortælle mere her

Efter flere måneders kundefremgang mødte internetfirmaet Hiper muren i påsken. På den hårde måde.

Systemerne brød ned. Og mens kunderne ventede på signal, spredte vreden sig. Spørg bare Yousee om hvordan sådan en omgang føles. Jo større selskab jo vredere kunder.

Se også: Tusindvis ramt af internetnedbrud: 'Helt vanvittigt'

Teknisk skulle Hiper her søndag være nogenlunde kørende igen. Men det kommer til at tage tid, før bulerne er banket ud. Problemet for Hiper og lignende små selskaber er, at det kan godt være, at mængden af vrede kunder er mindre end i et stort teleselskab. Men skaden er lige så stor hvis ikke værre.

De seneste år er der skudt en række af mindre telefirmaer op. Telmore er bedst kendt som inspirationen til den model, Hiper benytter sig af: de køber telesignalet hos fx TDC og videresælger det i store mængder og til lave priser.

Se også: Efter kæmpe internetnedbrud: Indkalder alt disponibelt personale

Modellen fungerer, så længe kundeservice er i orden, regningerne passer, og signalet virker. Men som en anden af telebranchen frække drenge i klassen, Tjeep, ved, så koster det dyrt på imaget, når signalet ikke virker. Tjeep har i flere omgange svigtet sine kunder teknisk og er længere end Hiper fra at vinde tilliden tilbage.

Hiper og for den sags skyld Tjeep kan godt gøre skaden god igen. Men det kræver, at problemerne alene skyldes ærgerlige uheld. Hvis forklaringen derimod er, at selskaberne mangler tekniske muskler, hvad de faktisk gør, er det et problem, der kan blive svært at fjerne.

Se også: Alt for 'Tjeep': Billigt teleselskab har stadig koks i teknikken

De små selskaber har også en anden ting imod sig, nemlig årsagen til at de er kommet på markedet. For helt som Telmore er et teknisk forbillede, er firmaet det også økonomisk. Ideen bag mange af de små er, at de en dag - gerne snart - bliver købt op af et stort teleselskab for en uhyrlig sum.

Om det sker for Hiper, Tjeep og de andre Telmore-kloner kan kun tiden vise. Indtil da kan du godt være kunde hos dem. For når det virker - og det gør det for det meste - får du telefoni og netadgang til bedre priser.

Fordelen ved de små er samtidig, at de presser de store til at sænke deres priser i kampen om markedet. Men regn med at der vil ske internetnedbrud igen.

Se også: Billigt teleselskab i problemer: Kunder får ikke sim-kort

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen