Indlæser...

Familier smider mad ud for 7500 kroner

Dumme penge: Danske familier smider typisk 250 kilo spiselig mad i skraldeposen. Det koster os årligt tusindvis af kroner

03:12, 15. jun 2009 | Birgitte Wulff, Gitte Hejberg

Danskerne køber stort ind og øser meget op - og smider enorme mængder spiselig mad ud. I en ny undersøgelse siger hele 59 procent af danskerne, at forbrugerne har det største ansvar for madspildet. Otte procent lægger hovedansvaret hos butikkerne, mens andre otte procent peger på fødevareindustrien. (Foto: Claus Bonnerup)
Danskerne køber stort ind og øser meget op - og smider enorme mængder spiselig mad ud. I en ny undersøgelse siger hele 59 procent af danskerne, at forbrugerne har det største ansvar for madspildet. Otte procent lægger hovedansvaret hos butikkerne, mens andre otte procent peger på fødevareindustrien. (Foto: Claus Bonnerup)
Annonce

Den sidste af de tre røde pebre begynder at ligne en forvokset, rød rosin. Pakken med svinekoteletter bliver trumfet af en hurtig pizza fra den lokale. Og bollerne er ved at forvandle sig til tvebakker efter have ligget med åben pose hele dagen.

Mange danskere køber stort ind – og smider stort ud. Beregninger med baggrund i tal fra Miljøstyrelsen viser, at hver dansker drøner 63 kilo spiselige, gode fødevarer ud hvert år. Det bliver til hele 252 kilo for en familie på fire. Landets voksende antal singler kasserer typisk 90 kilo ud.

Hvis vi tog os sammen, kunne vi spare 15 procent af de 50.000 kroner, som en familie på fire bruger på mad om året. Det giver en besparelse på 7500 kroner årligt.

Forbrugerne: Det er vores skyld
For det handler nemlig om stramme op, påpeger en ny undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer, som bliver offentliggjort i organisationens magasin FoodCulture i dag.

Her siger hele 59 procent, at forbrugerne har det største ansvar for madspildet. Otte procent lægger hovedansvaret hos butikkerne, mens andre otte procent peger på fødevareindustrien.

– Det er glædeligt, at folk vil have gjort noget ved madspild og tilmed påtager sig et stort ansvar. Vi vil nemlig langt hellere producere fødevarer til at putte i munden frem for i skraldespanden, siger cheføkonom i Landbrug & Fødevarer Klaus Jørgensen.

Unge smider ud – ældre gemmer
Undersøgelsen giver også et klart billede af, hvem der især kyler mælk, kød og grønt ud. Tre ud af fire over 65 år svarer, at de næsten aldrig smider noget ud. Mindre end en tredjedel af de helt unge kommer med den påstand.

– Yngre der er i 20’erne, 30’erne og til dels oppe i 40’erne er mere lemfældige. De har ikke oplevet krisetider og tænker ikke som de ældre på at beregne mængder, planlægge og udnytte rester til madpakker og til næste aftensmåltid, siger Klaus Jørgensen.

Mindre pakker, tak
Næsten halvdelen af de adspurgte har ingen bud på løsninger. To ud af fem kræver dog mindre pakninger i supermarkederne, hvor mængden er tilpasset familier, og rabatterne først slår igennem efter den tredje pakke.

– Butikkerne gør i dag intet for at begrænse spildet men kører videre med tilbud på store mængder af mad, hvoraf noget bliver dårligt. Supermarkederne måtte gerne blive mere fremsynede og påtage sig et større ansvar. Ødselhed er out, siger fødevarepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet Signe Krogh Holm.

Undersøgelsen fra Landbrug & Fødevarer er udført af Synovate blandt 1088 danskere over 15 år i maj i år.

Annonce