Indlæser...

Minister: Kødsvindel er virkelig groft

Eva Kjer stoler blindt på Fødevarestyrelsen, som siger, at snyd med datomærkning ikke er særlig udtalt. Alligevel skal kontrollen styrkes

10:59, 30. sep 2009 | Jan Kjærgaard, Gitte Hejberg

Annonce

- Fødevarekontrollen virker generelt, men bliver styrket fra næste år, lover Eva Kjer Hansen - der hellere vil tale om, hvordan hun føler sig snydt som forbruger. (Foto: Anders Brohus)
- Fødevarekontrollen virker generelt, men bliver styrket fra næste år, lover Eva Kjer Hansen - der hellere vil tale om, hvordan hun føler sig snydt som forbruger. (Foto: Anders Brohus)

Sådan gjorde vi

Sagen startede, da forbrugerprogrammet Kontant testede 20 tilfældige supermarkeder med egen slagterafdeling på Sjælland.

Fremgangsmåden var denne: Kontant udvalgte 12 SuperBest-butikker, fire Coop-butikker og fire Føtex-butikker. I hvert supermarked blev der fundet mellem to og fem pakker kød, der som hovedregel var hakket kød eller produkter af hakket kød, som for eksempel medisterpølse.

Kontant mærkede bakkerne med en pind, der var spids nok til at gå igennem film, og som kunne skrive på sort plastik. På alle pakker, som Kontant mærkede, skrev supermarkedet, at kødet var fra samme morgen. Det vil sige, at kunderne ikke måtte kunne finde kødet dagen efter, da der så var gået mere end 24 timer.

Udover testen i butikkerne sendte Kontant kødbakkerne til test i et laboratorium, hvor der blev kigget på indhold af bakterier.

Kontant har afsløret følgende butikker i at snyde:

Kvickly, Hyrdehøj Bygade 6a, Roskilde

SuperBrugsen, Bagsværd Hovedgade 107, Bagsværd

SuperBest, Strandmarksvej 20, Hvidovre

SuperBest, Skomagergade 11-15, Roskilde

Dertil kommer en række af de butikker, som optræder på nedenstående liste:

Fødevareregion Øst gennemførte i torsdags en aktion mod otte SuperBestbutikker på baggrund af Kontants dokumentation.

Her blev der fundet svindel med gammelt kød i følgende syv butikker:

SuperBest, Vermlandsgade 51, København S

SuperBest, Hvidovre Stationscenter 13-19, Hvidovre

SuperBest, Østergade 6, Helsinge

SuperBest, Mellemvang 6, Holbæk

SuperBest, Anders Larsensvej 38, Holbæk

SuperBest, Smedelundsgade 24, Holbæk

SuperBest, Holbækvej 7-11, Roskilde

Fødevareregion Nord har ligeledes gennemført en aktion. Her blev tre ud af 12 butikker snuppet. Der er tale om disse:

SuperBest, Markedsvej 125, Brønderslev

SuperBest, Ølbyvej, Struer

Dertil kommer en Superspar, som regionen endnu ikke vil oplyse navnet på.

Ved du noget? Så kontakt Ekstra Bladets kup!-redaktion.

Annonce

Annonce

– Som forbruger føler jeg mig da godt og grundigt snydt. Det er groft, at man ommærker kødet. Virkelig groft. Men det er godt, at SuperBest har handlet resolut og fyret syv slagtermestre. SuperBest har gjort det eneste rigtige.

Sådan siger fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) til Ekstra Bladet oven på afsløringen af systematisk snyd med datomærkning af kød.

– Jeg er glad for at kunne sige, at fødevarekontrollen styrkes næste år. Der vil blive taget markant flere prøver end hidtil. Der gør vi, selv om Fødevarestyrelsen siger, at snyd med datomærkning ikke er noget voldsomt stort problem, siger Eva Kjer Hansen.

– Kan vi forbrugere trygt købe kød i supermarkederne?

– Der bliver fundet overtrædelser, og der skal slås ned på hver eneste overtrædelse. Jeg havde ikke forestillet mig snyd i det omfang, som ’Kontant’ tilsyneladende afdækker, men alligevel vil jeg sige, at fødevarekontrollen generelt virker, lyder det fra Eva Kjer Hansen, der ikke på stående fod kan sætte tal på, hvor mange ekstra kroner der sættes af til fødevarekontrol fra næste år.

S kræver hastehøring
Socialdemokraternes forbrugerordfører, Benny Engelbrecht, vil tage to initiativer i kølvandet på den seneste kødskandale.

– Jeg vil bede fødevareministeren om en redegørelse, og så vil jeg foreslå Folketingets fødevareudvalg, at vi arrangerer en hastehøring, hvor vi beder eksperter, forbrugerorganisationer og fødevarebranchen om forslag til, hvordan vi organiserer en forbedret fødevarekontrol, siger Engelbrecht til Ekstra Bladet.

DF: Bedre overvågning
Formanden for Folketingets fødevareudvalg, Jørn Dohrmann (DF):

– Kontrollen af detailleddet fungerer ikke tilfredsstillende. Derfor må vi åbne op for nye kontrolmetoder. For eksempel anonym overvågning, der strækker sig over flere dage. Kun på den måde fanger vi fusk og svindel som ommærkning af kød, siger Dohrmann til Ekstra Bladet.

Egenkontrollen er en ren kødstinker
SF’s fødevareordfører, Kristen Touborg mener, at fødevareministerens højt besungne egenkontrol er en ren kødstinker og vil nu kalde ministeren i samråd.

- Jeg fatter ikke, at fødevareministeren kan blive ved med at overbevise sig selv om, at egenkontrollen kan blive ved med at stå alene, uden yderligere kontrol fra myndighedernes side, der kan sikrer forbrugerne, at de ikke køber fordærvede fødevarer, siger Kristen Touborg.

- Jeg har nu en forventning om - under et kommende samråd - at fødevareministeren, ikke bare giver os en orientering om sagen, men at hun nu også kommer med konkrete handleplaner, så disse ulovligheder kan stoppes, slutter Kristen Touborg.

Kødskandalen griber stadig om sig i SuperBest, men også Coop-butikker praktiserer at mærke gammelt kød om og gøre det 'nyt'. Følg med på ekstrabladet.dk, som løbende vil komme med sidste nyt i sagen.

Annonce