En bøde er på vej til Restaurant Cox Orange i Jomfru Ane Gade i Aalborg.
I følge NaturErhvervsstyrelsen har restauranten lusket friske limfjords-østers uden om alle kontroller og ind på bordene til restaturanternes gæster.
- NaturErhvervstyrelsen har ikke i øjeblikket udstedt tilladelser til østersfiskeri i Limfjorden, og de fangede østers har dermed ikke været kontrolleret for blandt andet algegifte af myndighederne, skriver Fødevarstyrelsen i et nyhedsbrev.
Det var et anonymt tip, der satte fiskerikontrollen på sporet af restaurantens salg af østers. Et øjenvidne så en bil afhente hummere og limfjordsøsters fra et skur på havnen i Jegindø. Bilens registreringsnummer afslørede ejeren: indehaveren af Restaurant Cox Orange.
Det er Fødevarestyrelsen der skal give tilladelse til østersfiskeri i området. Det sker ud fra målinger af østers og vand på fangstpladsen. Målingerne viser antallet af colibakterier og algegift.
Fødevarestyrelsen skriver i nyhedsbrevet, at det i øjeblikket kan være forbundet med en ikke ubetydelig risiko at spise friske østers fra Limfjorden.
