Indlæser...

Steen sparer op mod 3000 kr. om året

En aftale mellem fagforeningen og Alka udløste den store besparelse for Steen, som oven i købet fik en forsikring der dækker bedre

10:00, 07. sep 2008 | Lisbeth Langwadt

Annonce

  • Oversæt / Translate
Steen smiler! Et tilbudstjek i fagforeningen barberede næsten 3000 kroner af familiens udgifter til forsikringer. (Foto: Linda Johansen)
Steen smiler! Et tilbudstjek i fagforeningen barberede næsten 3000 kroner af familiens udgifter til forsikringer. (Foto: Linda Johansen)
Steens før- og nu-priser
- Familieforsikring før/nu: 1598 kr./988 kr.

- Elektronikdækning før/nu: ingen før/274 kr.

- Bilforsikring før/nu: 7654,50 kr./4767 kr.

- Husforsikring før/nu: 2720 kr./3060 kr.

I alt sparet: 2883,50 kroner

Goder råd
- Tjek, hvad du får rabatten af - altså selskabets normale prisniveau i forhold til andre selskaber. Læs mere www.forsikringsguiden.dk.

- Læs det med småt, og undersøg selskabets samlerabatter. Eksempelvis opnår du kun 25 procent rabat hos Codan, hvis du samler mindst tre forsikringer i selskabet.

- Undersøg, hvordan dit forsikringsselskab klarer sig i statistikken over klager. En god statistik, som hos eksempelvis Codan, Alka, Tryg og Lærerstandens Brandforsikring, tyder på, at selskabet ofte lader tvivlen komme kunden til gode, mens selskaber med en dårlig statistik som Nykredit er kendt for at en hårdere vurdering af kunden. Læs mere på www.ankeforsikring.dk.

Annonce

Annonce

Steen Nielsen, 49, fra Ølstykke er en af de heldige, der hvert år sparer flere tusind kroner, fordi hans fagforbund har været så venlige at indgå en aftale med et forsikringsselskab.

Lige før sommerferien så han en annonce i sit fagblad om billig forsikring hos Alka. Og han blev straks fristet af de lokkende lave priser:

- Igennem mit fagforbund, Dansk Metal, tilbød selskabet rabat. Det viste sig, jeg kunne spare næsten 3000 kroner om året i forhold til mine eksisterende forsikringer. Det er jo en pæn slat, siger Steen, som er klejnsmed i Lynge.

Massiv besparelse
Det var på bil- og indboforsikringen, at der var store besparelser at hente for Steen. Han havde før sine forsikringer hos Privatsikring, som er en underafdeling af Codan, og her betalte han 1598 kr. Med den nye ordning betaler han kun 998 kroner. Bilforsikringen koster nu 4767 kroner mod hele 7654 kroner før.

- Jeg tjekker jævnligt mine forsikringer og holder øje med markedet. Så det er ikke engang, fordi jeg havde det allerdyreste på markedet i forvejen. Så der er ingen tvivl om, at det her er en god aftale for medlemmerne, siger han.

Dækker bredere
Steens husforsikring blev dog nogle hundrede kroner dyrere med Alkas ordning:

- Men så dækker den også for eksempel stikledninger på vores gamle hus fra 1966. Det fik vi ikke dækket før. Så det er den lille stigning værd. Og i det store hele handler det jo om den samlede besparelse.

Tænker med tegnebogen
Steen Nielsen er tillidsrepræsentant på sin arbejdsplads, Krøll Cranes. Og han benytter gerne enhver lejlighed til at give tippet videre:

- Det er godt, vi får billig forsikring gennem Dansk Metal. Mange melder sig ud. Folk tænker med tegnebogen, og der kan billige forsikringer være med til at holde på folk, siger Steen, som bor sammen med sin kæreste, der derfor også får glæde af de billige forsikringer.

Hvis du ikke er medlem af en fagforening
- Vær ikke bange for at forhandle dig frem til noget af den samme rabat, som fagforeningsmedlemmer får. Har man for eksempel været trofast kunde hos Codan gennem mange år, kan man godt foreslå at få ti procent rabat eller mere.

- Vær gerne utro mod dit forsikringsselskab. Kan priserne ikke matche billigere tilbud, så skift selskab.

Kilde: Forbrugerrådet

Annonce