Indlæser...

Hver femte kollega hader dig i smug

Mange på din arbejdsplads taler dårligt om dig bag din ryg. I hvert fald hvis man skal tro en engelsk undersøgelse. Ifølge danske arbejdsmiljøkonsulenter er problemet lige så udbredt herhjemme

15:33, 17. mar 2010 | Rikke Jung Rasmussen

Annonce

  • Oversæt / Translate

Gode råd mod mobning

- Tag eventuelt en snak med ledelsen om problemet.

- Hvis ikke ledelsen kan gøre noget, så søg opbakning hos din tillidsrepræsentant.

- Du kan også kontakte din lokale fagforening.

- Hvis du selv er udsat for mobning, kan det være svært at overskue, hvad du skal gøre. Søg hjælp hos kollegaerne.

- Er du vidne til mobning på arbejdspladsen, er det vigtigt, at du skrider ind og går til tillidsrepræsentanten eller ledelsen.

Annonce

Annonce

Onde tunger, der hvisker i krogene, eller syrlige beskeder, der udveksles per mail. I gennemsnit bruger en typisk kvindelig medarbejder 20 minutter om dagen på at bagtale en kollega.

Det viser en undersøgelse, som engelske OnePoll har foretaget blandt 2000 repræsentative personer.

Især kvinder mobber
Ifølge undersøgelsen er det op mod hver femte medarbejder, der faktisk hader dig uden, at du ved det. Hadet udmønter sig typisk i sladder bag din ryg, per mail eller via messenger.

Især kvinder er dygtige mobbere. Mens én ud af fem mænd ofte sender 'onde' beskeder, er tallet to ud af fem kvinder. De brancher, hvor flest dolker hinanden i ryggen, er ifølge den engelske undersøgelse it-branchen samt handelsbranchen. Danmarks førende ekspert i voksenmobning Svend-Erik Hermansen genkender problemet herhjemme.

- Jeg hører ofte om eksempler på, at kollegaer ikke kan fordrage hinanden. Indimellem fører det til decideret mobning, andre gange sker hadet i det skjulte, forklarer Svend-Erik Hermansen, som også er arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat.

En undersøgelse blandt fagforeningens medlemmer har vist, at op mod 10 procent har følt sig mobbet i løbet af et år. Og problemet er ikke blevet mindre.

Spild af tid
- Dem, det går ud over, oplever alvorlige konsekvenser som eksempelvis langtidssygemelding. Derfor er det vigtigt at signalere med en personalepolitik, at mobning ikke tolereres. Det er jo i virkeligheden spild af både arbejdspladsens og medarbejdernes tid at bruge så meget tid på at bagtale, tilføjer Svend-Erik Hermansen.

I fagforeningen FOA fandt man i en lignende undersøgelse, at op mod 12 procent af medlemmerne har oplevet at blive udsat for mobning.

- Det er et stort problem. Især i krisetider, hvor arbejdspladsen står over for nedskæringer, kan der opstå gnidninger. Derfor gør vi meget for, af at arbejdsgiveren skal tage et ansvar. I de tilfælde, hvor det er ledelsen, der mobber, er det sværere at gøre noget ved problemet. Her er det vigtigt, at kollegaerne passer på hinanden og inddrager hjælp fra deres tillidsvalgte eller deres fagforening, uddyber arbejdsmiljøkonsulent i FOA Charlotte Bredahl.

Annonce