Teenager hacker Experts hjemmeside

Indtil videre slipper han for retsforfølgelse, men kan se frem til en alvorlig snak med mor og far

Expert havde her til morgen en ubuden gæst på elektronik-kædens hjemmeside. Angiveligt en 16-17-årig hacker. (Screendump: Expert)
Expert havde her til morgen en ubuden gæst på elektronik-kædens hjemmeside. Angiveligt en 16-17-årig hacker. (Screendump: Expert)

En knægt på 16-17 år fra Jylland har i dag skabt røre hos Expert, efter at det i morges lykkedes ham at hacke elektronik-kædens hjemmeside.

Det kunne snildt ende med en politianmeldelse for it-kriminalitet, men indtil videre kan den unge mand efter alt at dømme nøjes med at havne i mors og fars kløer frem for ordensmagtens:

- Normalt ville vi melde sådan noget til politiet, for det har jo både kostet penge, tid og bøvl, men vi har valgt at afvente situationen og først tage fat i hans forældre, fortæller Experts pressechef, Henrik R. Hansen, til ekstrabladet.dk.

Advarede om hacker-angrebet
Teenageren har hverken ændret eller forsøgt at ændre priser eller lignende, som mere drevne hackere måske ville have kastet sig ud i.

Derfor vurderer Henrik R. Hansen, at der er tale om drilleri og drengestreger, og den unge hacker var ifølge Expert heller ikke svær at finde:

- Han havde faktisk advaret os i en mail om, at der var et hul i vores sikkerhed. Det gjorde han i går, fortæller Henrik R. Hansen.

Og da Expert i morges ved halvnitiden kunne konstatere, at ikke alt var, som det skulle på hjemmesiden, lagde man hurtigt to og to sammen.

LÆS OGSÅ:

Se også: Hackere stjal min mail-liste

Sikkerhedsbrist på hjemmesiden
Ifølge Experts it-kyndige havde hackeren ændret en række anmeldelser af nogle pc’ere, så kunderne i stedet for at kunne læse Experts anmeldelser af produkterne blev ledt videre til en hjemmeside, den unge mand stod bag. En sort side med hackerens signatur, hvor der også lød musik.

Henrik R. Hansen vil endnu ikke nærmere ind på, hvem teenage-hackeren er, hvordan hans signatur lyder eller de nærmere omstændigheder om hans hjemmeside.

- Nu var han jo venlig at gøre jer opmærksom på, at I havde problemer med sikkerheden, så I har ikke overvejet at tilbyde ham et job som it-sikkerhedsmedarbejder?

- Det er prisværdigt, at han skrev til os om sikkerhedsbristen, og det ville vi formentlig også have takket ham mange gange for, hvis han ikke også havde valgt at udnytte bristen.

Hjemmeside renset
I stedet for at vente på et takkekort fra Expert, kan den unge fyr i stedet takke elektronik-kæden, der efter alt at dømme lader ham slippe med skrækken.

- Det lader til at være en ung mand, der er god til computere, prøver grænser af og ikke er klar over, hvad konsekvenserne af den slags kan være, siger Henrik R. Hansen, som håber, at teenageren fremover vil bruge sine it-evner på lovlig vis.

Experts hjemmeside er ifølge Henrik R. Hansen nu renset for de ubudne hacker-aftryk.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkidle
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen