Persondata politik

Kør lig' i graven

Discount-biludlejer dumper hos FDMs testcenter. Flere af vognene er direkte livsfarlige at køre i

  • Hos Lej et lig ved Nordhavnen i København står en hel masse rustne 'ligkister' som denne klar til udlejning. Ifølge FDM er de ikke egnede til at køre på vejene. (Foto: Mikael Rieck)
« Forrige
Hos Lej et lig ved Nordhavnen i København står en hel masse rustne 'ligkister' som denne klar til udlejning. Ifølge FDM er de ikke egnede til at køre på vejene. (Foto: Mikael Rieck)
1 af 3
Næste »
 
Biludlejningsfirmaet Lej et lig gør tilsyneladende alt, hvad det kan, for at leve op til sit morbide navn. I hvert fald viser en ny FDM-test, at en tur med en billig flyttevogn fra lavpris-udlejeren hurtigt kan blive en smutvej til den nærmeste kirkegård.

FDM har synet ti biler for TV2-programmet 'Basta', som sendes i aften, og resultatet af 'ligsynet' var ikke kønt. Ekstra Bladet kan allerede nu fortælle, at samtlige biler havde alvorlige sikkerhedsmæssige fejl og ikke bestod synet. Ti tilfældige biler - ikke én var sikker.

Udflugt med døden
Tre af de hærgede vogne var direkte livsfarlige. Når bremsevæsken fosser ud af et bremserør, eller førersædet ikke sidder fast i kabinegulvet, er man kun en hård opbremsning fra et fatalt uheld. Og det blev præmieret med et lodret køreforbud fra FDM's side.

- Det vil sige, at bilen slet ikke er forsvarlig at køre i, den er ulovlig. Hvis man kører i den på vejen, gør man sig til trafiksynder, for det er føreren af bilen, der er ansvarlig, forklarer afdelingsleder Jørgen Jørgensen fra FDM's tekniske afdeling til Ekstra Bladet.

Flyttelæs uden bremser
Det faktum, at det er kassevogne, som lejes ud til flytninger, gør i hans øjne situationen endnu mere alvorlig:

- Mange af bilerne kører med et tungt flyttelæs, og man risikerer, at når de virkelig skal bremse, så kan de ikke. Det kan være en rigtig dårlig ide at spare et par hundrede kroner på sin flytning, lyder afdelingslederens vurdering.

Selv om man ikke skal skue hunden på hårene, er det måske en ide at dømme de sørgelige udlejningsbiler på deres ramponerede udseende.

Rapport efter rapport fra FDM oplister de utallige fejl: manglende selvopretning, gennemtæring i bærende dele, knækkede bagfjedre, defekte sikkerhedsseler, nedslidte bremseskiver, olielækager, løst batteri, som rutscher rundt, og mange flere.

'Kynisk spekulation'
Alligevel bryster Lej et lig sig på sin hjemmeside af sine høje sikkerhedsstandarder.

'Vi gør altid, hvad vi kan for at opretholde bilernes sikkerhed, og vi tjekker ofte bremser, styretøj mv. og sørger for, at disse lever op til alle lovpligtige krav' skriver det, men det finder Jørgen Jørgensen usandsynligt.

- Det er svært at tro på. Jeg tror, de har en meget lemfældig omgang med det, de kalder sikkerhed. Det begynder at ligne kynisk spekulation, når der gang på gang bliver påpeget, at de her biler er uforsvarlige at køre i, og de bliver ved, konstaterer han.

For det er ikke første gang, problemet påpeges. Ekstra Bladet fik selv lavet en test i 2004, og dengang var den også gal. Siden har flere andre medier fulgt trop. Og Jørgen Jørgensen har mistet enhver tro på firmaet:

- Jeg ville klart fraråde folk at leje biler hos dem. Vi kar set for mange kedelige eksempler efterhånden.





Tavs som et lig
Sørgelige rustbunker overmalet med graffiti står i lange rækker på hvad der mest minder om en bilkirkegård. Det dystre syn mødte Ekstra Bladets udsendte, da vi besøgte Lej et ligs vognpark. Vi ville have svar på, hvorfor bilerne er i så dårlig stand.

Men firmaets repræsentant på stedet ville ikke udtale sig, og han ville ikke sætte os i forbindelse med ejeren, Nicky Dixon.

- Han er i Frankrig, lød det afvisende. Ekstra Bladet foreslog, at vi da bare kunne ringe til ham dernede, men det faldt ikke i god jord.

Til sidst fik den ansatte selv fat i en overordnet og videregav en hurtig besked:

- Firmaet udsender snart en pressemeddelelse.

Vi venter spændt.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik