Kendt TV-krejler afslører: Så meget tjener jeg om måneden

Medvirkende fra det populære DR-program 'Skattejægerne' fortæller om branchen, deres gode handler og giver gode råd

Søren Falk har været med i flere DR-programmer om genbrug. Han er formentlig mest kendt fra 'Skattejægerne'. Foto: DR
Søren Falk har været med i flere DR-programmer om genbrug. Han er formentlig mest kendt fra 'Skattejægerne'. Foto: DR

Hvis man har fulgt med i flere af genbrugsprogrammerne på DR igennem de senere år, så er man helt sikkert stødt på Søren Falk.

Den farverige skaldede mand med de lyserøde Rayban-briller har sin egen butik på Nørrebro i København - stopfyldt med alskens brugte varer.

TV-krejleren er ikke bange for de mange nye genbrugsbutikker, som popper op overalt i landet.

Se også: Genbrugsboom eskalerer: Sådan tjener du penge på brugte ting

- Der er mange nye butikker, som åbner overalt, men jeg tror mange af dem lukker igen. Det er blevet meget moderne – lidt ligesom dengang alle skulle være kokke, siger han og fortsætter:

- Jeg tror ikke, vi stjæler kunderne fra hinanden, Det er mere fra Ikea osv., siger han og glæder sig over, at der er sket en holdningsændring i befolkningen.

- Det er blevet cool, at man kan komme hjem til folk, der har købt en brugt sofa, og så er det ikke pinligt.

Koncept
Hans koncept er at købe billige ting - og mange af dem. Derfor har han nok ikke mere end fem ting, der koster mere end 1.000 kroner.

- Jeg køber mange hurtige og simple ting billigt - lidt efter supermarkedsprincippet. Mange af mine varer når lige at komme ind i butikken, før de bliver solgt. Hvis man nu har en kommode, der står til 4.000 kroner, så står den måske i flere måneder. På den tid kan jeg måske nå at sælge fire kommoder.

Som udgangspunkt vil han have det dobbelte for sine varer, som det han har givet for dem.

- Men det er farligt at stirre sig blindt på avancen. Liggetiden på en vare er der mange, som glemmer. Og så bruger man jo også masser af tid på at finde tingene, siger han.

'Arrogante åbningstider'
Derfor kan han også kun være halvdelen af tiden i butikken.

- For tiden har jeg det, som jeg kalder arrogante åbningstider. Jeg holder åbent, når det passer mig. I den her uge har jeg f.eks. kun åbent tirsdag, torsdag og så søndag. Men det er også noget, som jeg har opbygget, fordi jeg har fået så mange følgere på Facebook, som jeg kan sælge ting til.

- Jeg kan heller ikke stå og åbne kasser og sortere, når jeg har åbent. Det er der ikke tid til.

Han har tidligere haft ansatte, men han syntes ikke det fungerede at skulle være chef. Samtidig tjente han ikke flere penge af den grund.

- Hvis det her virkelig skulle rykke, så skulle jeg finde nye lokaler. Og det gider jeg ikke. Der er selvfølgelig nogen, der har tjent mange penge i den her branche, men hvis man virkelig vil tjene penge, så skal man lave noget andet.

Forbrug - 14. apr. 2017 - kl. 18:37 Simon har startet genbrugsbiks: Fandt sjælden figur i flyttekasse og 40-doblede gevinst

Månedsløn
Når han har åbent omsætter han typisk for 5-15.000 kroner.

- Jeg synes, jeg tjener nok. De sidste tre år har jeg mindst tjent 50.000 kroner om måneden i gennemsnit, men så er der jo heller ikke nogen pension eller feriepenge.

I en branche hvor mange handler kontant, er der også en del sort arbejde, fortæller han.

- Hvis jeg sælger for 10.000 kroner og betaler moms og skat af det, så kan du stå på et loppemarked på en lørdag og sælge for 3.000 kroner, og så har du jo næsten det samme i hånden, når dagen er omme. Det er ikke så svært at snyde, og det er der da masser, der gør.

Succesen både for ham og branchen generelt har betydet, at han på sin hjemmeside har fjernet sit nummer, fordi han ellers vil 'drukne i henvendelser'.

- Jeg bliver tilbudt alle de her dødsboer, fordi jeg har været i branchen i mange år. Folk kender mig, så man kan ikke bare starte op med det.

Han erkender også, at deltagelsen i diverse TV-programmer har betydet en del for hans succes.

- Der er nok mange, der opdager min butik, fordi jeg er i tv. Så det har da betydet en masse.

 

Godt råd til interesserede: - Jeg ville prøve at købe nogle ting, og se hvad jeg kunne få solgt i en af kommisionsbutikkerne. Man skal jo lære, hvad tingene koster, og hvad folk gerne vil have. Samtidig skal man ikke bruge tiden på at sælge ting, så man kan mere på jagt.

Sikre hit: Ølkasser og teaktræshylder. Fik på et tidspunkt 17 ind af sidstnævnte fra et dødsbo og solgte 14 af dem på samme dag.

Bedste fund: Købte en slidt lille to personers sofa for 1.000 kroner. Det viste sig til hans overraskelse at være en Wegner-sofa, der var atypisk ompolstret. Den gik for 27.000 kroner på en auktion.

 

--------- EKSTRA SPLIT ELEMENT ---------

- Svært at blive rig på genbrug

Det nordjyske ægtepar Mads Ejlersen og Jens Guldsmed, der er kendt fra DR-serien Skattejægerne, er travlt optaget for tiden, da de her i påsken åbner op for sluserne.

- Folk vågner så småt af vinterdvale i slutningen af februar. Når lyset starter med at komme, så begynder folk også at rydde op, og så ringer de til os, siger Jens Guldsmed. 

I løbet af vinteren holder parret lukket. Blandt andet fordi de bor i et turistområde, men også fordi de laver andre ting. Jens er fx også med til at drive en restaurant. Derfor er butikken ikke deres eneste indtægtskilde.

- Hvis jeg nu kastede alle mine timer ind i butikken, så kunne det godt lade sig gøre at få det til at køre ordentligt rundt. Det er ikke en guldrandet forretning, og ikke noget vi bliver forgyldt af, men det kører fornuftigt og er lønsomt.

Frygtede konkurrence
Parret frygtede i starten den ekstremt voksende interesse på området fra potentielle konkurrenter.

- Vi troede, at det ville gøre det sværere for os, men det oplever vi ikke. Den øgede interesse og deraf større faglighed i branchen har kun været en fordel, siger han.

Han mener, at det er svært at blive rig på genbrug.

- Der er masser i branchen, som har en udmærket forretning, men det er ikke noget, man bliver rig af. Derfor er det vigtigt at have en passion med. 

Ifølge Jens Guldsmed er der sket et stort skred i branchen.

- Den traditionelle antikbranche handlede om modefænomener og at indrette sig som overklassen, og der er jo slet ikke der, branchen er i dag. De findes stadig, men det, der booster, er retrosegmentet og det rå genbrugssegment, siger han.

Godt råd til interesserede: Hav en ordentlig avance på dine varer. Som tommefingerregel skal man have tre gange så meget, som man har givet for det.

Bedste fund: - Svært at pege på et enkelt fund. Der skal helst være fornuftig avance på alle vores varer. Det er et meget lille lokalområde, så vi er altid fair overfor folk, selvom de ikke er helt klar over, hvad de sælger.

Sikkert hit: Nils Thorssons Baca-serie fra 60’erne. - De bliver hotte nu. Der er også stor interesse fra udlandet også.

 

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen