Ulovligheder i Andeby: Anders And idømt bøde for skjult reklame

Anders And-bladet er blevet idømt bøde for at reklamere for Den Blå Planet uden at gøre tilstrækkelig opmærksom på, at der var tale om en annonce

Egmont, der udgiver Anders And, er ligesom Den Blå Planet blevet idømt bøde for skjult reklame. Foto: Copyright Disney
Egmont, der udgiver Anders And, er ligesom Den Blå Planet blevet idømt bøde for skjult reklame. Foto: Copyright Disney

Anders And og hans tre kække nevøer har bragt sig selv i fedtefadet endnu en gang.

Denne gang er det dog mere alvorligt en normalt, da ændernes problemer i dette tilfælde ikke kun eksisterer i Disneys fantasi-verden.

I den virkelige verden er Anders And nemlig blevet idømt en ganske virkelig bøde på 60.000 kroner af Rigsadvokaten for at have lavet skjult reklame for akvariet Den Blå Planet tilbage i 2013.

Det skriver Mediawatch.

Se også: Anders And og Den Blå Planet politianmeldt

Reklame i forklædning
Bøden skal betales af Egmont Publishing Kids, der udgiver Anders And-bladet i Danmark.

Udover bøden får selskabet også konfiskeret 29.600 kroner, der er den anslåede fortjeneste ved overtrædelsen, ligesom den daværende udgiverredaktør skal betale 15.000 kroner.

Også Den Blå Planet er blevet idømt en bøde på 60.000 kroner.

Den dømte udgiverredaktør er ikke længere ansat ved Egmont, men har ifølge Mediawatch siden 2014 været chef for salg og marketing på netop Den Blå Planet.

- Vi vil gerne have, at forbrugerne kan stole på, at det, de læser i aviserne eller tegneserier, ikke er reklame i forklædning. Reklame skal fremstå som reklame. Og beskyttelseshensynet bag reglerne er, at forbrugerne skal have mulighed for at vurdere reklamen som netop dét - altså i lyset af at indholdet er fremsat i kommercielt øjemed, siger Kirstine Troldborg, vicestatsadvokat hos Rigsadvokaten, til Mediawatch.

Se også: Drama i Andeby: 'For latterligt at politianmelde Anders And'

Forsiden som nu har kostet både Egmont, Den Blå Planet og den daværende udgiverredaktør bøder på grund af skjult reklame. Foto: Copyright Disney
Forsiden som nu har kostet både Egmont, Den Blå Planet og den daværende udgiverredaktør bøder på grund af skjult reklame. Foto: Copyright Disney

Rider på hammerhaj
Hele palaveren begyndte tilbage i 2013, hvor forsiden af Anders And-blad nummer 46 viser Rip, Rap og Rup, der rider på en hammerhaj, mens Anders And holder fast i hajens hale. Hajen hopper op ad vandet ved Den Blå Planet, mens der øverst på forsiden er en banner-annonce med teksten 'Vind med Den Blå Planet'.

Ifølge Rigsadvokaten, der har fældet dommen over de populære ænder, fremgik det ikke tilstrækkeligt tydeligt, at der var tale om en annonce.

Se også: Farlig fejlmærkning: Anders And-blad fjernes fra hylderne

I første omgang endte sagen på Forbrugerombudsmandens bord. Her var konklusionen, at det var et brud på markedsføringsloven, hvorefter Forbrugerombudsmanden meldte Anders And, Egmont og Den Blå Planet til politiet.

Da sagen hører under medieansvarsloven - fordi der er tale om et udgivet medie - er det Rigsadvokaten, der har taget beslutningen om at idømme både Egmont, den tidligere udgiverredaktør og Den Blå Planet bøder.

Ifølge Mediawatch accepterer Egmont bøden.

- Fra første færd har vi beklaget, at der er nogen, der har oplevet det her som skjult reklame. Det har selvfølgelig ikke været vores hensigt. Og vi er vores ansvar bevidst – i særdeleshed fordi vi udgiver til børn og unge. Vi skal selvfølgelig følge reglerne og være vores ansvar ekstra bevidst, når der er tale om børn. Derfor betaler vi også bøden, siger Frank Vilstrup, der er kommerciel direktør for Egmonts udgivelsesgren, til Mediawatch.

Betaler bøden
Den Blå Planet oplyser til Ekstra Bladet, at også de accepterer bøden.

- Det er en rigtig ærgerlig situation, siger Bjarne Klausen, der tiltrådte som direktør for Den Blå Planet i mandags, til Ekstra Bladet.

- Det har naturligvis aldrig været vores intention at vildlede nogen som helst. Vi erkender, at der er sket en fejl og set i bakspejlet kan vi godt se, at der kan være tvivl om, hvad der er annonce, og hvad der ikke er.

- Hvad får sagen af konsekvenser fremadrettet?

- Jeg har indskærpet over for de relevante medarbejdere, at vi tjekker markedsføringsloven igennem og fremover overholder den til punkt og prikke.

- Så der kommer ikke flere af den her type sager, hvor Den Blå Planet er indbladet?

- Nej, det gør der bestemt ikke.

Se også: Milliontyveri: Anders And stjålet

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen