SMS Tip

Svindlerkok sælger falske ejendomme i Cuba

Den danske 'stjernekok' Knud-Erik Larsen har gjort det til sin levevej at pynte sig med lånte kokkefjer og sælge falske ejendomme i Cuba til godtroende danskere

16:11 - 20. apr. 2010 | Christian B Jensen

Knud-Erik Larsen til grillmiddag hos Lilli Dam inden kontroverserne omkring huset på Cuba begyndte. (Foto:DR)

Han praler med at have titel som stjernekok og af at have kokkereret for stjerner som Madonna, Mel Gibson og Fidel Castro. Samtidig har han gjort det til sin levevej at narre penge ud af godtroende danskere.

Det mærkede Lilli Dam på egen krop, da hun i 2008 mødte Knud-Erik Larsen.

Den cubanske forbindelse
Lilli Dam har igennem en årrække haft et passioneret forhold til Cuba. I 2008 møder hun så Knud-Erik Larsen i den dansk-cubanske venskabsforening.

Lilli Dam bliver fascineret af Knud-Eriks store kendskab til Cuba, og de to begynder at ses privat. På et tidspunkt fortæller Knud-Erik, at han ejer et to etagers hus i den cubanske hovedstad Havana. Da huset er for stort til ham og hans cubanske kone, tilbyder han Lilli Dam en halvpart i huset.

Lilli slår til, betaler 40.000 kroner og modtager et officielt udseende skøde på huset. Da villaen har stået tom i 25 år, har Knud-Erik fået sin cubanske svigerfar til nat istandsætte huset. En af Lilli Dams gode cubanske venner er også håndværker, og aftalen bliver, at han skal hjælpe Knud-Erik Larsens svigerfar.

Projektet går skævt
Restaureringen skrider tilsyneladende fremad i løbet af foråret 2009, og Lilli Dam overfører løbende penge til Knud-Erik Larsen. Men så opstår der problemer. Lilli Dams cubanske ven kan nemlig ikke komme til at se huset. Desuden afleverer Knud-Erik Larsen ikke de lovede kvitteringer for de indkøbte materialer.

Lilli Dam begynder at presse på for at komme ud af aftalen, men Knud-Erik nægter at tilbagebetale pengene.

TV-programmet 'Kontant' opsøger huset i Havana, men det viser sig, at huset aldrig har været hans. Det ejes i stedet af en cubansk familie, der aldrig har hørt om Knud-Erik Larsen.

Skødet var en forfalskning. Knud-Erik Larsens selskab KM Scandinavia International gik konkurs i 2002. Og Lilli Dam vælger at melde sagen til politiet.

Se hele programmet om Knud-Erik Larsen og hans tvivlsomme forretningsmetoder i 'Kontant' på DR1 i aften klokken 21.25

Annonce

Annonce

Ingen artikler
Ingen artikler

Annonce

Img