Skadelig røg: Professor vil indføre strikse regler for brændeovne

Vores svenske naboer i Malmø har indført strikse regler for fyring i brændeovn. Dansk professor vil have lignende regler i Danmark

Malmø Kommune har inddelt byen i zoner. Nogle steder er flere former for brænderøg tilladt, andre steder er det helt forbudt. Foto: Torben Klint
Malmø Kommune har inddelt byen i zoner. Nogle steder er flere former for brænderøg tilladt, andre steder er det helt forbudt. Foto: Torben Klint

Mange er generet af naboens røg fra skorstenen, når fyringssæsonen står på. Nogle ønsker derfor, at de danske kommuner vil stramme kravene for borgernes brug af brændeovne på grund af den sundhedsskadelige røg.

I Malmø i Sverige har kommunen lavet regler for, hvem der må fyre, og reglerne tager både højde for områdetype, fyringsperiode og -tidspunkt, samt hvordan du fyrer.

Reglerne er formidlet på særdeles pædagogisk vis med zoneinddelinger af byen og grønne, gule og røde smileyer, der viser boligejerne den korrekte fyringsadfærd.

Læs også: Sundhedsproblemer ved brændeovne og pejse

Samme regler i Danmark
Lignende regler burde indføres i Danmark, mener professor i miljømedicin, Torben Sigsgaard, fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

- I Malmø er reglerne meget klare og godt kommunikeret, og jeg mener, det er det eneste rigtige at have sådanne restriktioner. Det er rimeligt nok, at danske kommuner også kommer i gang med at påtage sig det kollektive sundhedsansvar, det er at indføre regler på fyringsområdet, siger Torben Sigsgaard.

I Malmø er det for eksempel forbudt at fyre, hvis du bor i et område, hvor der er daginstitutioner eller meget tæt beboelse. Og restriktionerne er nogle steder så præcise, at hyggefyring defineres som en-to fyringer ugentligt af en-fire timers varighed.

Læs også: Fyring i og vedligeholdelse af brændeovne og pejse

Natfyring forbudt i Frederiksberg Kommune
Det mener professoren er vejen at gå.

- Det handler om at tage politisk ansvar. Det har man gjort i Frederiksberg Kommune, hvor det er forbudt med natfyring, hvorved du undgår den værste fyring, nemlig den langsomme forkulning, der har den værste partikeludledning. For selv om al fyring er skidt, så er den langsomme 'pinte' nattefyring den allerværste, siger Torben Sigsgaard.

I 2015 havde ni danske kommuner lavet såkaldte forskrifter for ovne til fast brændsel - brændeovne, pejse- og pejseindsatser og pillefyr.

Det vil sige udpenslede regler for blandt andet, hvordan du må fyre, hvad du må og ikke må fyre op med i brændeovnen, hvor tørt træet skal være, hvor ofte du må fyre, og hvor høj skorstenen skal være.

Læs også: Kommuner forbyder natfyring i brændeovne

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen