Er du på vej på sommerferie inden for landets grænser, og skal du have din
firbenede ven med, så kan det være rigtig nyttigt at kende områdets
hundeskove. For slipper du din hund i en ikke-hundeskov, kan det blive dyrt.
Møder du politiet eller skovfogeden, kan du nemlig regne med at gå hjem med
en bøde på 2000 kroner i baglommen.
Se også: Læs også: En tur med hunden kan koste dyrt
I et nyt og fremmed område er det ikke til at vide på forhånd, hvor der er hundeskov og dermed tilladt at lade sin hund løbe løs. Men en ny mobilhjemmeside viser dig de nærmeste hundeskove fra der, hvor du befinder dig. Med et enkelt klik får du vist navnet på og afstanden til den hundeskov, du helst vil besøge. Og med et klik mere får du anvist rute til fods, på cykel eller i bil. Desuden kan du læse om den enkelte hundeskov og dens muligheder.
Mobilsiden, der fungerer som en app, er gratis at hente og bruge og kan findes på m.hundenyheder.dk.
Se også: Læs også: Når hunden går tur med dig
Der findes både hundeskove, der er indhegnet, og skove, hvor en del af den - oftest der, hvor der lever færrest vilde dyr - er afmærket som hundeskov. Hvis du besøger en hundeskov og lader din hund løbe løs, skal du være opmærksom på, at du kan møde andre løse hunde.
Hvis din hund ikke er glad for andre hunde, er det måske en bedre ide at gå en tur i skoven uden for løshundeområderne. Men her skal du have snor på den. Naturstyrelsen satte sidste år en kampagne i værk for at få hundeejere til at holde deres hunde i snor i skoven. Hvert år skambides eller dræbes hundredevis af vilde dyr, der angribes af løse hunde.
Der er flere regler, du som hundeejer eller -lufter skal kende. Læs hele Hundeloven her
Også på landets badestrande gælder der særlige regler for hunde. På de fleste strande skal hunde føres i snor fra 1. april til 30. september. Men på nogle strande er det helt forbudt at have sin hund med. I så fald skal der være skiltet tydeligt. Husk at tjekke det, før I drager af sted på stranden, for hunden kan jo ikke sidde tilbage i bilen på en steghed sensommerdag.
Se også: Læs også: Nu er det nemt at tage Fido med til Sverige
Der findes dog også strande i Danmark, hvor hundene må være med og bade. Og det kan være værd at køre efter, hvis man har en ’vandhund’.
