Har du en dræberkat?

Bliver din kat en dræber, når der kommer gæster? Eller sidder den altid på skødet af ham, der hader katte? Læs her hvorfor og få tips til at lære den at være artig

Nogle katteejere accepterer, at katten styrer huset og dropper at invitere gæster. Andre forsøger at ændre kattens adfærd, så både gæster, mennesker og dyr kan være i samme hus. (Foto: Colourbox)
Nogle katteejere accepterer, at katten styrer huset og dropper at invitere gæster. Andre forsøger at ændre kattens adfærd, så både gæster, mennesker og dyr kan være i samme hus. (Foto: Colourbox)

For at sige det som det er, er ikke alle katte lige glade for, at der kommer gæster på besøg. Det er for katte en smule som for børn; det er bare ikke altid, at de gider. Men deres måde at vise deres ulyst på kan være meget forskellig.

For nogle katteejere er det decideret problematisk at have gæster. For eksempel når katten har besluttet sig for, at den gæst, som skal på toilettet, ikke får lov til at vende tilbage til selskabet uden at få et par kløer med på vejen. Den slags rygtes ganske hurtigt, og det kan få éns omgangskreds til at vælge andre steder at holde til.

Se også: Katten som vagthund

Aggressivitet af denne kaliber er oftest forbundet med angst, og det er vigtigt at observere hvordan katten viser det i sit kropsprog. Når den reagerer på en uhensigtsmæssig måde i forhold til sin ejer og gæster i huset, vil det typisk være en reaktion på, at den føler sig truet. Reaktionen er uhensigtsmæssig både for ejer og gæst, men også for katten selv. Reaktionen er nemlig et udtryk for stress, og kattens krop bliver derfor udsat for en stor mængde af hormonet kortisol. Hvis katten over længere tid har det voldsomme reaktionsmønster, udskiller den meget kortisol over længere tid, og det kan ende med at gøre den syg.

Se også: Katte kan også blive stressede

For kattens, ejerens og gæstens skyld er det en god ide at søge hjælp hos en adfærdsbehandler, der kan hjælpe med at få katten til at ændre sin uheldige adfærd. Træningen med katten vil sigte mod, at katten bliver mere og mere tryg ved, at der kommer gæster i huset for eksempel ved at klikkertræne den.

Når katten ikke viser den største entusiasme ved besøg i hjemmet, er det oftest fordi den ikke er godt socialiseret med mennesker. Den har måske ikke været i kontakt med ret mange forskellige mennesker, da den var killing. Hvis katten er alenekat og ikke jævnligt er i kontakt med mennesker, kan den ende med at blive asocial og reagere, når der kommer fremmede i huset. Det er også derfor, at nogle katte forsvinder i samme øjeblik de hører dørklokken. Nogle kommer ikke ud fra deres gemmer, før gæsterne er gået.

Via enkelte øvelser kan det lade sig gøre at få katten til at blive mere vant til mennesker. Du kan for eksempel alliere dig med en ven, som er stille og rolig, og som i en periode besøger dig ofte. Trin for trin bliver katten tryg ved denne person, og efterhånden kan flere og flere gæster inviteres. Det er vigtigt at holde et langsomt tempo, så katten får en god oplevelse hver gang.

Læs her om dæmpende signaler hos katten

I den anden ende af skalaen er de kontaktsøgende katte. Mange katteejere har oplevet, at deres kat på mystisk vis valgte at sætte sig på skød af en person, som faktisk ikke kan fordrage katte. Dette bliver oftest fortolket som drilleri fra kattens side. I virkeligheden har personen med store sandsynlighed lavet 'dæmpende signaler' og har derfor vist, at vedkommende ikke er farlig eller aggressiv og dermed gjort sig interessant for katten.

Se også: Når katten bider uden grund

De dæmpende signaler er fælles for alle dyrearter. De er for eksempel at blinke langsomt med øjne, at smaske og at dreje kroppen væk fra det andet dyr eller menneske. Det er den norske hundeadfærdterapeut Turid Rugaas, som har opdaget de dæmpende signaler efter mange års studier af hunde. At kende de dæmpende signaler er ganske praktisk og burde være på skoleskemaet.

Nogle katte viser stor interesse for, hvad der foregår her og nu og følger med, når håndværkeren skal i gang med skifte ting og sager i hjemmet. Synes du at det er sjovt, kan du lære katte at give poten til gæsterne. Til inspiration kan du læse Maiken Lysholms bog 'Træn din kat', hvor det forklares trin til trin, hvordan du lærer katten sjove tricks.

Se også: Gør din kat artig med få tricks

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Pernille Holbøll
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen