SMS Tip

Maraton på solskinsøen

Hele familien kan dagligt trække i løbetøjet i juli måned. Etape Bornholm løber over hele 5 dage i den bornholmske natur.

16:45 - 23. feb. 2010 | Ida Krøll

Løberuten til Etape Bornholm byder på alsidige naturoplevelser (foto:colourbox).

Etape Bornholm finder sted mellem den 26. og 30. juli 2010. Der er allerede 1400 tilmeldte deltagere i alle aldre. 800 løbeentusiaster har dermed stadig mulighed for at tilmelde sig. Løberne kan på de forskellige ruter opleve både skov, strand, bjerg og by.

For de voksne er Etape Bornholm et maraton, der strækker sig over hele 5 dage. Løbet starter med 10 km løb i Hasle med mulighed for solnedgang. 2. etape fortsætter følgende dag med 5,8 km på stranden i Dueodde. Tredje dag står 7,8 km skovløb i Almindingen på programmet. 4. etape er 8,5 km bjergløb. Og sidste dag byder på 10 km i skov og by. Hvis du ikke deltager i løbet, men blot nyder Bornholm, er der denne dag rig mulighed for at klappe løberne i mål i Rønne.

Du kan også tage dine børn med og lade dem løbe en kvartmaraton over tre dage. Ruten går gennem Hasle, Almindingen og Rønne. Børn op til 14 år kan deltage i Kidsrace.

Desuden er der halvmaraton for unge, der varer tre dage. Ruten er delt op i løb på strand, over bjerg og gennem by i henholdsvis Dueodde, Hammeren og Rønne.

Man kan også hive vennerne eller kollegaerne med og tilmelde sig konkurrencer for firmahold på seks eller klubhold på 10.

De tre hurtigste løbere modtager i Kidsrace pengepræmier, mens præmierne i ungdomsklasserne består af gavekort til New Balance. Ingen løber dog tomhændede hjem, da alle modtager medalje, diplom og resultatavis. Blandt de voksne løbere uddeles der alt fra pengepræmier til pokaler.

Mere information om Etape Bornholm findes på www.etape-bornholm.dk og tilmelding sker på www.secure.onreg.com.

Annonce

  • Løbeeksperten Christian Neergaard

Løbeeksperten Christian Neergaard er fysioterapeut og har en master i Idræt og Velfærd. Læs hans artikler om løb her.

Annonce

  • Find dit løb her

Annonce

Img