Sannes løbeblog: Av, av, av – er jeg i mål? Av!

Så gjorde jeg det sgu! Løb 21,1 kilometer fra Danmark til Sverige sammen med 30.000 andre løbetosser. Puuuh, det var hårdt - men jeg gør det igen

11:36 - 14. jun. 2010 | Sanne Rosbøg

Sanne efter 21,1 kilometer. (Foto: Mette Pedersen)

Se også ...

Sanne om sig selv
Navn: Sanne Rosbøg
Alder: 32 til marts
Job: Journalist
Løber fordi: Jeg længe har haft ambitioner om et maraton. Fordi det er nemt og hurtigt at tage hunden i snoren og løbe en time, når det lige passer ind.
Løbeerfaring: Har løbet on-and-off i flere år.
Anden sport: Cykler på motionsplan, har bokset meget indtil for to år siden. Desuden svømning på motionsniveau.
Største styrke: Viljestyrke og høje ambitioner
Største udfordring: Vedholdenhed - også at komme af sted, når det regner og blæser, og når det ikke længere er sjovt at løbe de samme syv kilometer rundt om mosen. At spise sundt, så der ryger et par kilo eller otte under forløbet.

Undersøgelsen
- Sanne klager over ømhed og træthed i hofterne. Af og til gør det også lidt ondt på ydersiden af højre ankel under og efter løb.
- Der skal holdes øje med, at smerterne ikke er udtryk for, at der er overbelastningsskader.
- Sanne skal notere alle ændringer i symptomer herfra.
- Test af de biomekaniske forhold viser, at Sanne falder indad i knæene, når hun bøjer ned i knæ. Her har hun samtidig meget svært ved at stabilisere sin hofte, der forskyder sig ud til siden.
- Instabiliteten i hoften kan skyldes svage muskler her, og styrketest viser da også nedsat styrke.
- Fod og ankel har god stabilitet, så Sannes fokus bør være knæ og hofte.
- Ved analyse på løbebånd ses en løbestil præget af for kraftig vinkling indad på foden - overpronation.
- Sanne har købt et par løbesko, der så rigtig smarte ud, men som åbenbart ikke lever op til de krav som Sannes løbestil stiller.
- Under løb har Sanne også svært ved at holde sin hofte stabil.

Det skal Sanne gøre
- Sanne skal øge sin løbetræning gradvist for ikke at blive skadet.
- Derfor vil andre motionsformer være en vigtig ingrediens i træningen, så hun kan forbedre sin kondition uden at overbelaste de særligt udsatte muskler, hos Sanne med fokus på de ømme hofter.
- Sanne bør købe nye løbesko, der stabiliserer og kontrollerer mod for kraftig indadvinkling i fødderne – antipronationssko.
- Begynde på specifikke øvelser der styrke musklerne på hoftens yderside samt stabilitet og kontrol af knæene, så de sporer lige over fødderne.
- Supplere løbet med anden træning, der ikke indeholder løb.
- Aquajogging og svømning vil være fine supplementer, men har Sanne ikke tid til. Træning i et fitnesscenter kan lade sig gøre, men er besværligt for hende.
- Sanne vil have mulighed for at dyrke motion, når der er et ledigt hul i kalenderen.
- Boksetræning og cykling er de bedste alternativer for Sanne.
- Må gerne træne fire gange om ugen, hvis to af gangene er noget andet end løb.

Se Sannes træningsprogram her.

Ja, en løbetosse, det er, hvad jeg er blevet. Det opdagede jeg, da jeg rendte rundt i en motorvejstunnel på Amager lørdag eftermiddag og hujede og jublede, fordi jeg havde begivet mig ud på en halvlang løbetur.

Eller rettere på mit livs længste: 21,1 kilometer over Øresundsbron fra Kastrup til Malmø.

Cirka 30.000 andre havde fået samme idé, så de hujede også, og det gav en nærmest ekstatisk stemning, lige efter Broløbet, mit første halvmaraton, var skudt i gang, og vi løb under den store tunnel.

Da de første 4 kilometer var løbet nede i den steghede, lukkede tunnel, var råbene dog forstumet for de flestes vedkommende – også for mit! Men ude i den friske (med)vind og varmende sol fik jeg ny energi, og til stor forundring for mig selv løb jeg de næste tolv nærmest uden problemer. Jeg mødte ikke den berømte mur, og jeg følte, jeg næsten blev puffet af sted af vinden, så hele vejen over broen kunne jeg både nyde udsigten og hilse på et par måger, der fløj hen over menneskemængden (jeg synes, jeg så, at de rystede på hovedet og fnisede over os).

Da jeg passerede 16-kilometer-skiltet, var jeg helt på toppen. ’Hold da op, nu er der bare fem kilometer tilbage, skal jeg spurte i mål’, tænkte jeg ved mig selv. Men det skulle jeg ikke.

Jeg satte tempoet lidt op, men da jeg nåede 17 kilometer, var jeg færdig! Fuldstændigt!

De sidste fire kilometer på den ellers så dejlige tur var én stor udfordring, som jeg til tider tvivlede på, om jeg kunne klare. Jeg luntede – og det var hårdt! Jeg kæmpede med mig selv og havde kun overskud til at tænke, at ’det her gør jeg aldrig mere!’

I vejkanten begyndte jeg at se mennesker, der lå og stønnede – en enkelt med et drop i armen og flere med en flok læger omkring sig. Så galt gik det ikke for mig, selvom det flere gange føltes som om, at det var tæt på, da jeg kæmpede mig frem til 21-kilometerskiltet. Det er et af de mest fantastiske skilte, jeg nogensinde har set! De sidste knap 100 meter kunne jeg faktisk spurte – for så nærmest at kollapse lige over målstregen.

Men det er ligegyldigt, for jeg kom i mål! Cirka 2 timer og 20 minutter efter, jeg løb fra start. Og nu har jeg sundet mig, så når mine ømme ben er klar igen, fortsætter træningen.

Jeg tager en halvmaraton mere, og næste gang skal den være på under to timer!! Det kan jeg nemlig godt!