Persondata politik

Tid til Erimitageløbet

Test dig selv på bakkerne før det gælder til Erimitageløbet i Dyrehaven nord for København. Læs her, hvordan du bliver klar til løbet

  • Forbered dig til Erimitageløbet ved at forebyg eventuelle smerter eller ved at træn en anden form for løb end du plejer (Foto: Colourbox).
Forbered dig til Erimitageløbet ved at forebyg eventuelle smerter eller ved at træn en anden form for løb end du plejer (Foto: Colourbox).
1 af 1
 

En fast del af løbemotionistens efterårsprogram er Eremitageløbet i Dyrehaven nord for København. En af løbeskolens læsere har spurgt, om man kan begynde på bakketræning her et par uger før løbet.

En anden læser spørger til smerter i forfod og tæer. Læs her om de mulige årsager samt, hvad du selv kan gøre for at komme smerterne til livs.

Kræver Eremitagen bakke-træning?
Hej Løbeskole
Jeg plejer at løbetræne fem-seks kilometer et par gange om ugen og har besluttet mig for at prøve kræfter med Eremitageløbet.

Jeg ved, at der er pænt mange bakker på de ca. 13 km, og mit problem er, at jeg ikke er vant til at løbe i bakket terræn. Nu er der kun få uger til løbet, så hvordan skal jeg planlægge min træning? Skal jeg begynde at lave egentlig bakketræning, løbe længere end jeg plejer eller blot motionere, som jeg hele tiden har gjort?

Med venlig hilsen
Michael

Hej Michael
Der er rigtig mange løbere, der er fristede til at lægge deres træningsformer helt om lige op til et løb, i bestræbelserne på at booste konditionen og præstationen.

Træning er meget specifik, så hvis du vil yde en toppræstation og går efter tidsmarginalerne, er det absolut en fordel at have en vis erfaring med at løbe i bakker, hvis det er stærkt kuperet terræn, du skal ud i.

Det er heldigvis ikke helt tilfældet med Eremitageløbet. Godt nok er der flere lede og lange bakker på ruten, men da 13 km må siges at være en relativt lang distance, skal du holde et støt og roligt march-tempo. Det behøver du ikke specifik bakketræning til.

Mentalt kan det dog være rart at have erfaret, hvordan det er at løbe i bakket terræn - og at det er muligt at fortsætte med at løbe uden at stoppe op, selv om du lige har forceret en stejl bakke.

Med tre uger til løbet synes jeg, at du kun skal ændre meget lidt på dine træningsvaner. De næste to uger kan du lade en af dine ugentlige træningsture være i moderat bakket terræn. Lad være med at lave hård intervaltræning op ad bakker i hårdt tempo. Skifter du pludselig over til denne hårde type træning, er der stor risiko for overbelastning af dine knæ.

Du må gerne øge din træningsmængde lidt de næste to uger, men det er vigtigt, at du i ugen op til løbet hverken laver egentlig bakketræning eller løber mere end normalt. Hold gerne to løbefri dage op til løbet.

Held og lykke.

Med venlig hilsen
Christian Neergaard

Forfærdelige smerter ved tæerne
Hej løbeskole
Jeg er en kvinde på 42 år, som i længere tid har løbet ca. fem kilometer tre gange om ugen. Efter tre kilometer får jeg desværre problemer med begge mine fødder. Det begynder med at gøre ondt i fodbalden og går derefter ud i de midterste tæer. Det er, som om tæerne brænder, og forfoden kramper op.

Jeg er blevet testet på løbebånd i en løbeforretning og har fået nogle sko, som skulle passe til min fod. Butikken kunne dog ikke sige, om det var skoene, der var mit problem.

Jeg har også fået andre råd, som jeg har fulgt, bl.a. at spise nogle salttabletter inden løb, drikke vand inden løb og få noget sukker inden løb - men intet hjælper.

Det sidste jeg nu vil prøve er kompressions-strømper. Er det noget, du kan anbefale?

Jeg er i rigtig god form og vil være ked af at skulle stoppe med at løbe - men det gør så ondt, at jeg er ved at tude, når kramperne kommer.

Jeg håber meget, at du kan hjælpe mig.

Med venlig hilsen
Pia

Kære Pia
Jeg kan godt forstå, at du er bekymret for et løbestop på grund af smerterne. Jeg er overbevist om, at med den rette behandling skal du nok komme tilbage og løbe et par gange om ugen uden smerter.

Når dine smerter føles brændende ud i tæerne, er det sandsynligvis de tynde, nervegrene mellem knoglerne midt på foden, der irriteres.

Der kan være flere årsager til denne irritation. Mest almindeligt er det, at fodbalden fremme på foden er affladet - en forfodsplatfod. Det kan give et øget tryk på nervegrenene ved de mellemste tæer. Ledhovederne ved mellemfodens knogler kan også blive smertefuldt belastet ved forfodsplatfod eller, hvis tæerne krummer meget opad, så leddene blottes ekstra.

Belastningen af disse ledhoveder kan også skabe lidt hævelse i området, og den hævelse kan trykke på de i forvejen irriterede nerver og forstærke den brændende og udstrålende smerte.

Det er godt, at du er blevet videotestet på et løbebånd, da du købte sko, så du er sikker på, at dine sko ikke er for smalle. For smalle sko kan nemlig presse forfodens knogler sammen, og det kan være en anden årsag til, at nerverne bliver klemt.

Er behandlingen af de nævnte årsager uden effekt, er det vigtigt, at du bliver undersøgt af en læge, som vil finde ud af, hvad der så er årsagen til generne.

Med venlig hilsen
Christian Neergaard

Gode råd omkring smerter ved fødderne

1. Første omgang bør du rette fokus på en eventuel forfodsplatfod. Den skal understøttes af et indlæg med en blød, afrundet forhøjning fremme på forfoden.

2.Det vil løfte de midterste mellemfodsknogler og genskabe den svage bue på tværs af forfoden og dermed tage belastningen af den midterste del af forfod og nervegrene.

3.Hvis dine tæer krummer meget opad, vil der også være en øget belastning af dette område. Her vil et lignende indlæg kunne flytte noget af belastningen væk fra det smertefulde område.

4.Daglige øvelser, hvor du træner fodbaldens muskler, eksempelvis ved at gribe om en kuglepen med tæerne, kan hjælpe med til at holde fodens buer.

5.Jeg synes, det er en god ide at afprøve kompressionssokker – især hvis du er plaget af hævelse i ankler og fødder. Er det en nerveirritation, der er årsagen til generne, tror jeg dog ikke, at sokkerne vil have mærkbar effekt.

6.Har du ikke succes med disse tiltag i løbet af to-tre uger, bør du kontakte din læge og drøfte det videre behandlingsforløb.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik