Øltips: Ø-øl

Enhver turistø med respekt for sig selv bør have sit eget bryggeri. Øl-eksperten Ole Madsen anmelder i denne uge øl fra tre danske øer

  • Hertug Hans No. 5 Valnød er en anderledes øl, der helt klart har sin berettigelse.
Hertug Hans No. 5 Valnød er en anderledes øl, der helt klart har sin berettigelse.

Allerede nu er der bryggerier på Fur, Læsø, Fanø, Samsø, Ærø, Møn og Bornholm, ligesom der er nye bryggerier på vej på Als og Langeland.

HERTUG HANS NO. 5 VALNØD
Krydret hvedebock - 7 procent Rise Bryggeri, Ærø
risebryggeri.dk

Hertug Hans den Yngre (lillebror til Kong Frederik II) regerede i 1500-tallet på Ærø. Men der er ikke megen patina over No. 5 Valnød, som er en sødlig nøddebrun bock tilsat valnøddeekstrakt. Lidt bolsjeagtig maltprofil, men der er også en interessant aroma bestående af bl.a. træ og nødder, som afsluttes af et behagelig bitter humlebid. En anderledes øl, som helt klart har sin berettigelse.

Pris: 50 cl, 19,95 kroner i specialforretninger og Coop

FANØ RAV
Wienerøl - 4,6 procent Fanø Bryghus
fanoebryghus.dk

Dufter let af havgus, karamel og frugt. En tyndbenet, ravfarvet øl, som intet har med rav at gøre. Når man beundrer rav, er det ofte flot poleret med et glimt af ædelhed. Det er svært at få øje på i denne ufiltrerede øl. Men heldigvis reddes Fanø Rav i land af gavmild humlehånd, som er med gøre til at gøre øllen til en forfriskende oplevelse.

Pris: 50 cl, 34,95 kroner i specialforretninger

LÆSØ ALE 14
Brown ale - 7,5 procent Læsø Bryghus
laesoe-bryghus.dk

Med en lakforseglet kapsel og en centiliterpris på næsten en krone er Læsø Ale umiddelbart en eksklusiv øl. Men det er kejserens nye klæder, for øllen er en uharmonisk brown ale med en kantet bitterhed, som ud over sød karamel og honning har noter, som minder om medicin og kogte grønsager. Er ikke på bølgelængde med andre fine Læsø-specialiteter som for eksempel jomfruhummere og sydesalt.

Pris: 50 cl, 44,95 kroner i specialforretninger

For hele familien
I årevis har der i enhver turistflække været et bolsjekogeri eller lysstøberi. Nu kommer der også et mikro- eller værtshusbryggeri. Endelig bliver hele familien dækket ind, så mens ungerne køber bolsjer og mor kigger på kunsthåndværk, så kan farmand få sig en mikrobrygget øl. Og i stedet for ligegyldige souvenirs, kan man nu købe øl med hjem og mindes en opløftende ferie.

Læs også

Mest læste i Forbrug
Seneste Nyt
Mest læste

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Seneste i Forbrug
Mest læste i Forbrug
EKSTRA forbrug