Nu kan du få en julekalender KUN med bacon

Hvis du er vild med den sprøde spise, så er der kommet den helt rigtige julekalender til dig

Kalenderen fås kun i et begrænset parti. Foto: Vilstrup Bacon
Kalenderen fås kun i et begrænset parti. Foto: Vilstrup Bacon

For mange danskere er det en tradition med en årlig julekalender, og nu har en sønderjysk røgeriejer fået en god idé til en anderledes én af slagsen til danske bacon-entusiaster.

Røgeriet Vilstrup Bacon, der har specialiseret sig i at producere gourmet-bacon, har netop lanceret en adventskalender. Der er en pakke til hver søndag i advent og en ekstra pakke til juleaften.

Allan Ømand Ungstrup, der er medejer af firmaet, vil selvfølgelig ikke afsløre, hvad der er i pakkerne, men han fortæller, at man i alt vil smage 10 forskellige varianter af kvalitetsbacon.

- Der er nogle specielle typer bacon i, som jeg ikke vil sige noget om. Det kommer fra nogle særlige grise, som der ikke er så mange af. Det er nogle meget specielle typer, men jeg kan garantere, at det smager rigtig godt, siger han til Ekstra Bladet.

Det er svært at sige, præcis hvor meget, der er i hver pakke, da det afhænger af typen af kød, men der burde være cirka 100 gram per pakke. Dermed får man cirka et kilo bacon til hele december.

- Hele familien kan nå at smage, det er helt sikkert. Der er rigtig meget smag i, fortæller Allan Ømand Ungstrup.

Gin & tonic gav gode idéer
Idéen til julekalenderen opstod over et par gin og tonics for noget tid siden, forklarer-baconentusiasten.

- Vi begyndte at sidde og brainstorme på, hvordan vi kunne lave det her til noget specielt. Først tænkte vi på at lave en kalender med 24 pakker i, men det er måske lidt voldsomt, for så skal der jo også være 24 slags. Jeg vil dog ikke udelukke, at det ikke også kommer på et tidspunkt, men til at starte med bliver det en adventskalender, fortæller Allan Ømand Ungstrup.

Idéen til bacon-røgeriet opstod oprindeligt, da Allan og hans bacon-makker Mette synes, at der manglede rigtig god kvalitetsbacon i Danmark.

- Generelt synes jeg ikke, at kvaliteten er så god på markedet, og det er også det, vi gerne vil højne. Folk går meget op i kvantitet i stedet for kvalitet, og vi producerer kvalitet. Folk bliver overraskede over, hvor godt og forskelligt baconen kan smage, siger Allan Ømand Ungstrup.

Bacon-julekalenderen koster 595 kroner og indeholder fem pakker med 10 forskellige slags bacon. Den skal naturligvis opbevares på køl og kan afhentes den 24.-26. november, men kan forudbestilles nu, så man er sikker på at få fingrene i en - kalenderen fås kun i et begrænset parti.

Den kan bestilles og afhentes hos Meny på Strandvejen i Hellerup og Salling i Aarhus ved at kontakte butikkernes slagterafdelinger, eller i Haderslev Golfrestaurant ved at skrive til info@golfrestaurant.dk.

Vil du hellere have julekalenderen leveret direkte til døren i en kølekasse, kan du skrive til info@vilstrupbacon.dk.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen