Indlæser...

Vin og chokolade godt for hukommelsen

Ældre mennesker med et moderat forbrug af vin, chokolade og te har bedre hukommelse end dem, der lever i afholdenhed, viser undersøgelse

10:18, 09. jan 2009 | Nanna Louise Teckemeier

Ældre mennesker kan roligt tage sig en tår vin og et stykke chokolade: Det er godt for hukommelsen. (Foto: Colourbox.com)
Ældre mennesker kan roligt tage sig en tår vin og et stykke chokolade: Det er godt for hukommelsen. (Foto: Colourbox.com)
Annonce

Ældre medborgere kan roligt drikke et glas rødvin til aftensmaden uden frygt for skader på evnen til at løse den daglige krydsord:

En norsk undersøgelse, foretaget af universitetet i Bergen, konkluderer nemlig, at det ligefrem kan være gavnligt for ældre menneskers sind og hukommelse at indtage moderate mængder af vin, chokolade eller te.

2031 deltagere mellem 70 og 74 år, 55 procent af dem kvinder, deltog i undersøgelsen, der bestod af et spørgeskema om kost fulgt op af en test af deltagernes hukommelse og forståelse, skriver Bergens universitets avis 'På Høyden'.

I testen udmærkede vindrikkerne sig som de kvikkeste, chokoladespiserne kom ind på en andenplads, mens tedrikkerne lå nummer tre i de kognitive test.

Alt med måde
Forskerne mener, at de positive effekter at vin, chokolade og te skyldes et højt indhold af flavanoider, mikronæringsstoffer som tidligere har vist sig virksomt i at forebygge alzheimers.

Inden man kaster sig alt for ivrigt ud i det forebyggende arbejde, løfter forskerne dog pegefingeren: Et stort forbrug af alkohol er ikke gavnligt, men kan tværtimod fremme demens og alzheimers.

For at få den bedste effekt skal man holde sig til cirka et halvt glas rødvin om dagen, konkluderer folkene bag undersøgelsen. Chokoladen er der ingen restriktioner på, men bare ti gram om dagen er nok til at give en positiv effekt.

Annonce