Indlæser...

Lovligt at sms'e bag rattet

Det er ikke forbudt at bruge sms-funktionen, mens man kører bil - bare telefonen er placeret i den håndfri holder

13:58, 29. jul 2009 | Nanna Louise Teckemeier

Annonce

Det er ulovligt at sende en sms, hvis du sidder sådan her. Sæt hellere mobilen i holderen.. (Foto: Colourbox.com)
Det er ulovligt at sende en sms, hvis du sidder sådan her. Sæt hellere mobilen i holderen.. (Foto: Colourbox.com)

Annonce

Annonce

Du sidder i bilen - der tikker en sms ind på mobiltelefonen. Må du læse den?

Holder du telefonen i hånden, så er svaret nej. Sidder telefonen i sin håndfri holder, så er det derimod ikke strafbart at tjekke eller svare på sin tekstbesked.

- Du må ikke sidde med telefonen i hånden og skrive en sms, men sidder telefonen i holderen, så må den betjenes. Der er ikke et særligt regelsæt for sms, siger politiinspektør Helge Holbek fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter til Ekstra Bladet.

Rådet for større Færdselssikkerhed efterlyser nu en kritisk gennemgang af reglerne, efter en undersøgelse fra Virginia Tech har vist, at chauffører der sms'ede mens de kørte, havde en 23 gange højere kollissionsrisiko.

Forældede regler
Trafikpsykolog Thomas Troklauer, der har forsket i risikofaktorer i trafikken, mener, at de nuværende regler er præget af, at mobiltelefonen og dermed sms'en havde begrænset udbredelse, dengang reglerne blev lavet.

- Antallet af bilister, der snakker i mobil er gået opad år for år, og vi har ikke nogen indikation for, at det er toppet. Hvis man følger amerikanske tal betyder det, at hvis du gik ud og kiggede på motorvejen lige nu, så ville et sted mellem 5 -10 procent af bilisterne tale i mobil, siger han.

Hos Rådet for Større Færdselssikkerhed er der forståelse for, at det kan være svært for lovgivningen at følge med den teknologiske udvikling, hvor mobiltelefonerne hele tiden får nye funktioner.

- Men vi synes, at undersøgelsen (fra Virginia Tech, red) skal være en anledning til, at man kigger på den danske lovgivning og strammer op på den, siger Jesper Sølund fra Rådet for større Færdselssikkerhed.

Større risiko
Rådet for større Færdselssikkerhed mener, at blilister generelt har et alt for lempeligt forhold til at kombinere bil og mobil:

- Vi har ikke nogen systematisk vidensopsamling om det, men vi er ikke i tvivl om, at det er et problem. Ikke mindst med sms, som er blevet en mere og mere udbredt kommunikationsform, siger Jesper Sølund.

Der ikke nogen grund til at tro, at det er mere sikkert at sende sms, hvis telefonen sidder i en holder.

- Der er selvfølgelig større risiko for, at man kigger helt væk fra forruden, hvis man har mobilen i hånden. Men selv hvis man har skærmen i forruden, skal man stadig fokusere to vidt forskellige steder hen: 30-50 centimeter frem for at se mobiltelefonen, og så måske 80 eller 120 meter frem på kørebanen, siger Thomas Troglauer.

Hvorend telefonen er placeret lægger sms-funktionen effektivt beslag på den opmærksomhed, man burde rette mod trafikken.

- En sms har alle de komponenter, der gør, at den er uegnet til at blive brugt under kørsel. Den har en visuel komponent, hvor du skal holde øje med lille skærm. Den har en motorisk komponent med, at man skal trykke på knapper, og lige så vigtigt har den en mental komponent, hvor du skal forholde dig til noget information og reagere på det, siger Thomas Troglauer.

Annonce