Indlæser...

Vi bliver syge af radioaktiv luft

I Norden bliver 1200 hvert år lungekræftsyge på grund af radon-dampe i boligen. Det tal kan bringes ned, viser ny rapport

08:08, 16. sep 2009 | Nanna Louise Teckemeier

Annonce

Hvis de tilladte værdier for radon-dampe i boligen sættes ned til det halve af, hvad den er nu, kan man undgå 300 årlige lungekræftsdødsfald i Norden.

Det konkluderer de nordiske strålebeskyttelsesmyndigheder i et nyt anbefalingspapir , som blandt andre den danske Sundhedsstyrelse står bag.

Radon er en radioaktiv gasart, som siver op fra undergrunden og kan ophobes i boligen. Jordbundstype, utætte sokler og manglende ventilation kan være medvirkende årsager til, at radon-koncentrationen i huset bliver for høj.

Det kan føre til lungekræft hos voksne og der er også påvist en sammenhæng imellem leukæmi hos børn og radon-niveauet i boligen.

1200 dødsfald
Skønsmæssigt kan næsten 1200 årlige dødsfald i de nordiske lande tilskrives lungekræft som følge af udsættelse for radon i boligen, konkluderer rapporten. Dette er mere end 10 procent af alle lungekræfttilfælde i Norden.

I Danmark er den øvre grænse for, hvor meget radon luften i et hus må indeholde før der skal træffes foranstaltninger, 200 Bq (Becquerel, enheden for radioaktivitet) pr. kubikmeter.

Beregninger fra den internationale undersøgelse viser, at 300 lungekræftsdødsfald kunne undgås hvert år, hvis alle boliger i de nordiske lande med radonkoncentrationer på 200 Bq/m3, fik radonniveauet nedsat til 100 Bq/m3.

I Danmark har omkring 65.000 boliger radonniveauer over det anbefalede niveau for simple forbedringer (200 Bq/m3) og 5.000 boliger over det anbefalede niveau for mere effektive forbedringer, konstaterer rapporten.

Der er en række ting, man kan gøre i det enkelte hus for at nedbringe radon-niveauet: Klik her for at læse hvad du kan gøre

Annonce