Indlæser...

Du har tis på dine fingre

Skræmmekampagne fra Sundhedsstyrelsen skal få unge til at vaske hænder, efter de har været på toilettet

16:30, 30. okt 2009 | Mads Møller Lauritsen

Sundhedsstyrelsen vil have dig til at vaske dine hænder, når du har holdt din bedste ven i hånden. (Foto: Colourbox)
Sundhedsstyrelsen vil have dig til at vaske dine hænder, når du har holdt din bedste ven i hånden. (Foto: Colourbox)

Med svineinfluenza, almindelig influenza og diverse øvrige smitsomme sygdomme i luften går Sundhedsstyrelsen nu direkte i halsen på de unge. De skal ganske enkelt lære at vaske deres hænder ordentligt.

Derfor har de fået udarbejdet tre videoer, som blandt andet skal sætte fokus på, hvor meget tis der er tilbage på ens hænder, når man ikke vasker dem ordentligt. 'Der er tis på dine hænder ' er titlen på den klamme video, hvor en ung fyr ikke vasker sine hænder ordentligt efter toiletbesøg for derefter at tørre sine urinbefængte hænder af i sin kammerats hår.

De to øvrige film sætter fokus på hygiejne i køkkenet 'der er snot på dine hænder' og hygiejne i sandwichbaren 'der er snavs i min sandwich' og stiller hver gang spørgsmålet: ”Hvad ville du gøre, hvis du var i samme situation?”.

Med denne kampagne håber Sundhedsstyrelsen, at flere unge vil tænke over deres personlige hygiejne, så antallet af sygedage kan reduceres.

Annonce