Indlæser...

Singleliv-slagsmål om øjenbryn

Singleliv-deltager Sheena beskylder en anden deltager, Heidi, for at have tatoveret skæve øjenbryn på hende i en rus af piller og rødvin

12:54, 24. jan 2010 (Opdateret tid: 10:38, 25. jan 2010) | Christina Ehrenskjöld, Nanna Louise Teckemeier

Annonce

Sheenas tatoverede øjenbryn, efter at hun lagde sig under Heidis nål. Pigerne fra realityprogrammet 'Singleliv' er blevet godt og grundigt uvenner. (Foto: Anthon Unger)
Sheenas tatoverede øjenbryn, efter at hun lagde sig under Heidis nål. Pigerne fra realityprogrammet 'Singleliv' er blevet godt og grundigt uvenner. (Foto: Anthon Unger)
Sheena var noget mere tilfreds med sit udseende, da hun selv tegnede øjenbrynene på. (Foto: Privatfoto)
Sheena var noget mere tilfreds med sit udseende, da hun selv tegnede øjenbrynene på. (Foto: Privatfoto)

Annonce

Annonce

Det fyger med beskyldninger blandt deltagerne i det populære Kanal 4-program 'Singleliv', efter at den 23-årige deltager Sheena har lagt sig under tatoveringsnålen hos en anden deltager, Heidi Martinsen, på 39.

Behandlingen skulle have givet Sheena perfekte 'Kira Eggers-bryn' tegnet op med permanent makeup, der kan holde i tre til fem år. I stedet ligner Sheenas øjenbryn for øjeblikket noget, som en uprøvet teenagehånd har tegnet på med lilla kuglepen.

- Hver gang jeg kigger mig i spejlet, så ser jeg det. Hvis folk kigger på mig, så føler jeg, at de kigger på det. Smiler de til mig, så tænker jeg, at de griner af mig, siger Sheena, der er tidligere deltager i realityprogrammet, som også har fostret Sidney Lee.

Heidi: Jeg er chokeret
Ifølge Heidi er Sheena dog selv delvist skyld i de kiksede bryn:

- Sheena havde mange smerter undervejs, og derfor måtte vi afbryde behandlingen. Jeg gjorde meget ud af at forklare hende, at var langt fra at være færdigt, og at det derfor ikke var kønt at se på. Men hun vil ikke lade mig lave det færdig, siger Heidi Martinsen til Ekstra Bladet.

Hun understreger, at hun tilbage i 1999 blev uddannet i at lave såkaldt permanent makeup, der dengang var noget helt nyt i Danmark.

En ekspert, som Ekstra Bladet har talt med, beskriver dog Heidis arbejde på Sheenas øjenbryn som 'amatørarbejde'. Se her hvorfor.

Stol på mig!
Sheena tog i slutningen af december sammen med en veninde hjem til Heidi for at få lavet øjenbryn. Heidi lovede, at hun var uddannet i mikropigmentering i 1999 og at hun var en af landets bedste til at lave permanent makeup - og så gav hun pigerne en god pris i forhold til, hvad det koster at få lavet behandlingen på en rigtig klinik.

- Vi tænkte: Hun er en offentlig person, folk kender hende fra fjernsynet, så det ville simpelthen være for dumt af hende at lyve om det og lave noget arbejde, som hun ikke kunne stå inde for, siger Sheena.

Hun studsede godt nok over, at Heidi havde drukket et glas rødvin, inden hun gik i gang med behandlingen, men lagde sig alligevel under nålen. Undervejs blev hun dog mere og mere nervøs:

- Jeg spurgte hende flere gange undervejs, om jeg ikke godt kunne få lov til at se, hvordan det så ud. Men så blev hun helt vildt sur og sagde: Stoler du ikke på mig?, siger Sheena.

Sheena var grædefærdig, da hun så resultatet, og deforme bryn påvirkede hende så meget, at hun måtte sygemelde fra arbejde i en uge.

'Jeg skulle vist ikke have drukket den vin'
I en email, som Sheena modtog dagen efter, medgav Heidi selv, at det måske ikke var så smart at indlede aftenen med en lille sjus. Hun tager nemlig også stærke smertestillende piller:

'Det var vist ikke lige så smart, at jeg drak det glas vin i går. Jeg får jo nogle smertestillende piller på recept og havde ikke lige set, at jeg overhovedet ikke må drikke alkohol, når jeg tager dem', lød det blandt andet i e-mailen.

Sheena har forgæves prøvet at få Heidi til at tilbagebetale pengene for behandlingen eller at betale for at få de skæve øjenbryn fjernet, men det nægter hun.

- Jeg står frem med det her, for at hun ikke skal gøre det samme over for nogen andre. Mit råd til andre er: Hvis du overvejer at få det lavet, så gå til en rigtig klinik og få det lavet, selv om det er dyrere. Lad være med at gå hjem til en privat. Det har jeg lært på den hårde måde, siger Sheena.

Heidi: Det er fortvivlende
Heidi er på sin side chokeret over den måde, mellemværendet mellem hende og Sheena har udviklet sig på.

- Jeg er faktisk meget vred over den måde, hun har håndteret tingene på. Jeg synes simpelthen hun har skudt under bæltestedet, siger Heidi Martinsen til Ekstra Bladet.

Sheena har sendt os en e-mail, hvor du skriver, at du 'havde det mærkeligt' fordi du havde taget smertestillende medicin og drukket rødvin samtidig - tror du, det på nogen måde har påvirket resultatet?

- Nej. Jeg har nogle ekstreme hovedpiner, som jeg får noget medicin for. Jeg havde taget en pille om aftenen, inden jeg gik i seng, og derfor kunne jeg ikke sove hele natten, og det fortalte jeg Sheena om morgenen. Det var jo ikke om natten, jeg lavede det på dem, siger Heidi.

Balladen imellem de to semi-kendisser har blandt andet resulteret i, at Heidi har mistet sin plads hos en tatovørsalon i Slagelse, fordi de fandt ud af, at hun lavede makeup-behandlingen i sin fritid.

- Lige nu har jeg lyst til at tude. Det er fortvivlende, at jeg virkelig oprigtigt prøver at lave noget godt, og at hun, som endda kender mig i forvejen, udsætter mig for det her, uden at give mig en jordisk chance for at bevise, at jeg altså godt ved, hvad det er jeg laver, siger Heidi Martinsen.

Annonce