Indlæser...

Din hjælp spænder ben for dit barn

Vi gør det netop for at hjælpe, men for meget støtte og hjælp fra forældrene er slet ikke en hjælp for børnene, men hæmmer selvstændigheden

07:48, 19. feb 2010 | Mette Kjær

Der er mange ting der er svære, når man er lille. Men børn skal ikke være små længere end højest nødvendigt, de skal være selvhjulpne når de begynder i skole.
Der er mange ting der er svære, når man er lille. Men børn skal ikke være små længere end højest nødvendigt, de skal være selvhjulpne når de begynder i skole.
Annonce

'Vi er sent på den, tag nu dit tøj på. Jeg sagde, tag nu dit tøj på. Arhh' så lad mig hjælpe dig'. Mange forældre kan nok nikke genkendende til situationer som ovenstående. Fortravlede morgener, hvor der skal smøres madpakker, laves morgenmad og få børnene i tøjet på kort tid.

Men selv om det er fristende at hjælpe barnet med at få støvlerne og flyverdragten på, hjælper du ikke dit barn ved at hjælpe det - tværtimod, skriver 24timer og Vores Børn.

Sejr giver selvtillid
- Det er ekstremt vigtigt at lære børn at gøre ting selv. Hver gang et barn mestrer en aktivitet, får det en kropslig sejr, som giver deres selvværd et løft, forklarer Nicola Mørk Hagen, coach i en række daginstitutioner i Frederiksberg Kommune.

Hendes opgave er at få mere krop og bevægelse ind i dagligdagen hos børnene.

- Hvis børn ikke har en udviklet kropsbevidsthed, når de starter i skole, bruger kroppen rigtig meget energi på bare at sidde stille, og den energi kunne lige så godt bruges på indlæringen, siger Nicola Mørk Hagen. En udviklet kropsbevidsthed betyder også, at børnene hurtigere bliver selvhjulpne.

Problemer i skolen
Flere og flere børn, der starter i 0. klasse, er endnu ikke selvhjulpne, og det giver store problemer for lærerne.

- En børnehaveklasseleder fortalte mig forleden, at de nogle gange slet ikke nåede ud i frikvartererne, fordi det tog for lang tid at hjælpe børnene i flyverdragterne, siger Nicola Mørk Hagen.

Hvis vi vil give vores børn de bedste forudsætninger for at tilegne sig ny viden i skolen, skal de være selvhjulpne i en tidligere alder, mener hun.

- Vores børn signalerer meget tydeligt, om de gerne vil prøve noget selv. Hvis vi opfanger disse signaler, netop på det tidspunkt, de opstår, er rammerne for ny læring optimale, siger hun.

Mange børn vil reagere kraftigt, hvis mor og far lige pludselig vil have dem til at gøre ting selv.

- Vi tager en luksus fra dem, når vi pludselig beder dem gøre noget, de er vant til, vi gør for dem, så vi skal være forberedt på en kamp, siger Nicola Mørk Hagen, og opfordrer derfor forældrene til at ændre vanerne, når de har overskud til at tage de konflikter, der vil opstå.

Hjælp til selvhjælp

Det skal dit barn kunne, når det starter i 0. klasse

Lyne flyverdragt/jakke.

Åbne taske og gymnastiktaske.

Tørre sig selv efter toiletbesøg (både stort og småt).

Finde ting, som ikke ligger lige foran dem.

Høre efter en kollektiv besked og tage ansvar for at føre den ud i livet.

Udvise udholdenhed i fysiske udfordringer som gåture.

Sådan bliver dit barn selvhjulpet

1. Lad børnene transportere sig selv så ofte som muligt.

2. Lad børnene bære deres egne ting.

3. Lad som forælder være med at være en omvandrende huskeliste.

4. Giv barnet tid nok til selv at tage tøj på.

5. Bliv ved med at tumle med børnene, selv om de er blevet fem år.

Annonce