Indlæser...

Skolebørn har smerter hver dag

Omkring hvert fjerde barn døjer med smerter hver dag, viser ny undersøgelse. Det går ud over børnenes livskvalitet, siger forsker

10:02, 21. aug 2010 |

Det går ud over børnenes livskvalitet, deres indlæring og deres sociale liv, hvis de har smerter. (Modelfoto: Colourbox.com)
Det går ud over børnenes livskvalitet, deres indlæring og deres sociale liv, hvis de har smerter. (Modelfoto: Colourbox.com) Se stort billede | Del
Annonce

Hovedpine, nervøsitet og ondt i ryggen er dagligdag for omkring hvert fjerde skolebarn. Det viser tal fra den såkaldte Skolebørnsundersøgelse 2010, som Politiken lørdag har fået indblik i.

- Det går ud over børnenes livskvalitet, deres indlæring og deres sociale liv, siger professor Bjørn Holstein fra Statens Institut for Folkesundhed til avisen.

Han står bag skolebørnsundersøgelserne, som gennemføres hvert fjerde år, og cirka 5000 børn i 5., 7. og 9. klasse har deltaget i undersøgelsen. Omkring en ud af fem af eleverne har været kede af det og lidt flere har været nervøse mindst ugentligt i det seneste halve år.

- Flere har nu daglige symptomer, for eksempel hovedpine hver eneste dag. Vi kan også tydeligt se, at hovedpinepiller er blevet den lette løsning mod smerter og ubehag. 60 procent af pigerne i 9. klasse har brugt lægemidler mod hovedpine den seneste måned, siger han.

I de seneste 20 år er der sket næsten en fordobling i procenten, der bruger lægemidler, viser undersøgelsen. Og ifølge Lise Hestbæk, seniorforsker og ph.d. på Nordisk Institut for Kiropraktik og Klinisk Biomekanik, går mange børn med symptomer i over et år, før de bliver undersøgt - hvis de da overhovedet bliver det.

- Det generer mig, at børn ikke bliver taget mere alvorligt. I voksenverdenen betragter vi smerter som kroniske efter tre måneder, siger hun til Politiken.

Ifølge Bjørn Holstein stammer mange af skolebørnenes symptomer fra psykisk mistrivsel og mobning. Andre smerter er derimod fysiske: Børnene har ondt i ryggen, fordi de for eksempel sidder skævt, eller det ene ben er lidt længere end det andet.

Annonce