I England er man klar til at tage drastiske midler i brug, for at komme af med
titlen som Europas fedeste, og verdens femte-fedeste, nation.
Den engelske helbredsorganisation, Nice (National Institute for Health and Clinical Excellence), opfordrer nu til, at det offentlige i visse tilfælde betaler overvægtige og rygere for at opgive deres dårlige vaner, oplyser BBC.
Forslaget kommer oven på flere forskellige pilot-forsøg rundt omkring i Storbritannien: I Kent har overvægtige fået 400 pund, godt 4000 kroner, for at tabe sig, i Skotland har man betalt gravide rygere for at kvitte smøgerne og i Oxford har man forsøgt at forbedre børns kostvaner ved at give dem legetøj, hvis de spiste frugt og grønsager.
Ingen dansk begejstring
Selv hvis de engelske sundhedsmyndigheder, NHS, tager ideen til sig, så skal
vi dog ikke forvente, at danske rygere og overvægtige kan få klingende mønt
for at leve op til de officielle sundhedsanbefalinger.
Hos den danske Sundhedsstyrelse er der nemlig ikke megen begejstring at spore over for ideen:
- Hvis man betaler folk for at tabe sig, så fratager man dem jo ethvert ansvar for deres egen sundhed og de lærer ikke noget som helst af det. Man køber sig til noget, som muligvis har en effekt på kort sigt - men hvad med på lang sigt? Skulle man så betale folk et månedligt beløb for at lade være med at tage på igen?, siger specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen, Tatjana Hejgaard, der har overvægt og ernæring som speciale.
Ligesom på burgerkæden
Ernæringseksperten er heller ikke begejstret for ideen om at lære børn at
spise frugt og grønt, ved at belønne dem med legetøj:
- Det er sådan en metode, som man kender fra reklameverdenen og visse kæder, hvor man får noget legetøj for at vælge noget bestemt mad. Det prøver man så at bruge til at fremme de sunde ting også. Jeg synes, det er en meget uhensigtsmæssig måde at gøre det på – men jeg tror da godt på, at det virker på kort sigt, siger Tatjana Hejgaard til Ekstra Bladet.
Hun påpeger, at et hurtigt vægttab ikke automatisk medfører nogen forståelse af, hvordan man holder kiloene af sidebenene efter kuren. Det kræver en længere indsats, hvor man fokuserer på at ændre kost- og motionsvaner, og hjælper folk til at holde fast i ændringerne.
