Ar, skæve bryster og et liv med konstante smerter.
Det er, hvad stribevis af kvinder har fået for de tusindvis af kroner, de har betalt for brystforstørrende operationer på Danica Klinikken i København. Manden bag makværket er ifølge patienterne og Sundhedsstyrelsen speciallæge og plastikkirurg, Kim Tjelum.
Han er en upopulær mand, og det vælter ind med klager over ham og hans klinik hos Patientombuddet (det tidligere Patientklagenævnet, red.).
LÆS OGSÅ: Se også: Skandalekirurg har gjort mine bryster deforme
Sundhedsstyrelsens tilsynschef, Anne Mette Dons, fortæller ekstrabladet.dk, at i alt 52 klagesager over plastikkirurgen, Kim Tjelum, er på vej til Patientombuddet.
48 af dem har Sundhedsstyrelsen sendt over, mens mindst fire kvinder selv har klaget over Kim Tjelums behandling.
Lukket af Sundhedsstyrelsen, åbnet i andet navn
Sundhedsstyrelsen har lukket Danica Klinikken, som dog siden er åbnet i et
nyt navn, Cosmopol Klinikken.
Ejeren er samme mand, som førte kniven, da de et par og halvtreds kvinder, som myndighederne kender til, angiveligt fik skamferet deres kavalergange. Han hedder Kim Tjelum og er gået i flyverskjul efter at sagen begyndte at rulle i '21 Søndag' på DR forleden.
Hanne Larsen, 37, fra Esbjerg og Kathrine Andersen, 24, fra Sydhavnen er bare to af de kvinder, der har klaget over skandalekirurgen til Patientombuddet.
LÆS OGSÅ: Se også: Skandalelæge gav mig skæve bryster
De er langt fra alene. ekstrabladet.dk har kontakt til en lang række kvinder, der sidder tilbage med livsvarige men i form af vansiringer, ar og kroniske smerter. Flere af dem har søgt erstatning hos Patientforsikringen.
Mindst 12 har søgt erstatning
Her havde man i går modtaget ni anmeldelser. Formentlig ligger der endnu
flere erstatningskrav i dag, for Hanne Larsen søgte først erstatning i
aftes.
Syv af sagerne stammer fra 2011, to fra 2012.
- To er anerkendt, resten er under behandling, siger kommunikationschef i Patientforsikringen Charlotte Vamberg, til ekstrabladet.dk.
ekstrabladet.dk har siden i går gentagne gange på flere forskellige telefonnumre forsøgt at få fat i Kim Tjelum for at interviewe ham om de fejlslagne operationer. Han åbnede heller ikke døren på privatadressen i Ordrup nord for København, da vi i aftes forsøgte at få ham i tale her.
Her til formiddag er hans private mobiltelefon viderestillet til Cosmopol Klinikken, hvor ingen indtil videre har taget telefonen.
Skriv til kup!, hvis du har haft problemer med Kim Tjelum, Danica Klinikken og eller Cosmopol Klinikken eller ved, hvor Kim Tjelum er.
