Arkitekternes vision for den nye akutmodtagelse på Odense Universitetshospital
var et lyst og åbent hospitalsrum, hvor patienterne hele tiden kunne komme i
kontakt med personalet.
Men det visionære nybyggeri viste sig i praksis så umuligt at arbejde i, at det efter kun et halvt år nu skal bygges om for mellem tre og fire millioner kroner, skriver DR Fyn.
Se også: Læs også: Farlig tarmbakterie smitter to på hospital
Et cirkus
Ledende overlæge Michael Hansen-Nord sammenligner over for DR nybyggeriet,
hvor op til 20 patienter kan ligge side om side i det åbne rum, med et
lazaret, der for patienterne 'har været et udstillingsvindue, tæt på et
cirkus'.
- Når folk bliver akut indlagt, så er det ikke planlagt. Det vil sige, man kommer måske fra sengen derhjemme, har kastet op eller måske haft afføring i sengen, siger han til DR Fyn.
I den situation er det ikke specielt behageligt at blive lagt side om side med andre patienter i et åbent lokale.
Dårligt arbejdsmiljø
Arkitekternes tanke om, at patienterne hele tiden skulle kunne fornemme
personalet omkring sig og følge med i deres arbejde, har også givet bagslag.
Der er nemlig ingen steder på afdelingen, hvor læger og sygeplejersker kan snakke fortroligt, uden at patienterne kan høre det.
- Vi har oplevet, at vores patienter har kunnet høre alt for meget. Det kan være samtaler om, hvad der skal ske med andre patienter, det kan være cpr-numre eller lignende, siger Michael Hansen-Nord til DR.
Dette vil der blive rettet op på under ombygningen, hvor der blandt andet vil blive opsat skillevægge af glas.
