McDonalds har den, Burger King har den, Halifax har den og Sunset Boulevard
har den faktisk også. Den traditionsrige og igennem tiderne meget populære
hamburger, som findes i et hav af tykkelser og smagsvarianter.
Nu vil den svenske burgerkæde Max Hamburgerrestauranter også ind på det danske marked og åbner i marts 2013 den første restaurant nær Kultorvet i København.
Se også: Se også TV: Vil æde burger med 1.000 skiver ost
Se også: Læs også: Nyt fra Burger King: Is med bacon
Vil sælge fedtfattige burgere
Burgerkæden, som med sine 88 restauranter er den næststørste i Sverige,
satser på at blive en stor og landsdækkende spiller på det danske marked.
Blandt andet skal kædens nøglehulsmærkede kyllingeburger med fiberrigt brød
sparke gang i salget herhjemme, lige som kæden satser på, at den
miljøvenlige profil vil appellere til danskerne.
- Vi mener, at der findes et stort potentiale i Danmark, og at vi om 10-15 år kan have åbnet mellem 30 og 40 restauranter. Vi ønsker at åbne restauranter, hvor der findes efterspørgsel på gode hamburgere med en sundere og mere klimavenlig profil. Her ser vi ingen begrænsning til København, siger Max Hamburgares administrerende direktør Richard Bergfors til ekstrabladet.dk.
Kommer for sent
Madsociolog Jon Fuglsang fra Metropolhøjskolen i København spår dog ikke den
nye sunde burger mange chancer herhjemme.
- Det er korrekt, at danskerne har bevæget sig i en sundere retning, og derfor har McDonalds og Burger King også lanceret nogle sundere alternativer til den traditionelle burger. Burgerkæderne har dog ikke den store omsætning, når det gælder de sunde alternativer, for når vi går på burgerbar, så gør vi det ikke for at være sunde. Så faktisk kan man sige, at Max Hamburgare kommer for sent, mener Jon Fuglsang.
Han tror på, at kvalitet frem for sundhed er vejen frem, når det gælder burgere.
- Vi ser for eksempel, at den ind til videre københavnsk funderede burgerkæde Halifax, der satser på kvalitet, ekspanderer og sandsynligvis også vil blive landsdækkende på et tidspunkt. Det er den vej, man skal gå, og hvis man samtidig kan finde en prismæssig mere favorabel udgave af kvalitetsburgeren, så tror jeg på succes, vurderer madsociologen.
Max Hamburgerrestauranter er dog overbevist om, at danskerne vil tage vel imod den nye kæde.
- Vores undersøgelser viser, at danskernes interesse for sundere alternativer til de amerikanske kæder er stor. Ud over, at Max ifølge svenske og norske smagstest laver de bedste hamburgere, så har vi et sundere alternativ og tager et klimaansvar, understreger administrerende direktør Richard Bergfors.
McD hilser kæden velkommen
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Burger King før redaktionens
deadline, men hos burgergiganten McDonalds tager man den kommende
konkurrence med sindsro.
- Vi hilser konkurrencen velkommen og frygter ikke den nye kædes indtog på markedet. Vi har i forvejen lanceret flere sunde menuer, men det er ikke disse produkter, vi sælger flest af, oplyser kommunikationsdirektør hos McDonalds Sara Helweg-Larsen, som afviser at have en tilsvarende nøglehulsmærket burger på vej.
- Vi har 30 års erfaring og 84 restauranter i Danmark, så vi har tillid til, at vi fortsat kan give danskerne nogle gode tilbud, tilføjer kommunikationsdirektøren.
