Angiveligt var der på en varm augustdag i 1983 et hul på et par timer, hvor forskerne ikke kom med noget nyt om, hvad der er godt at spise – og hvad der er noget skidt. Det er dog et ubekræftet rygte.

Hvad der til gengæld er helt rigtigt er, at jeg på et tidspunkt holdt op med at lytte til dem, da det kun bidrog til, at jeg kunne blive forvirret på et højere plan. I stedet blev jeg bare ligeglad og spiste, hvad der smagte mig bedst, hvilket var yderst sammenfaldende med, hvad jeg havde lært at spise, siden jeg var barn. Forskere satte jeg i skammekrogen med beskeden: Jeg hører hellere på et timelangt foredrag med Anne-Grethe Bjarup Riis under overskriften ’Det moderne kvindesyn’ end hører på mere af jeres vrøvl.

Se også: Læs også: Farvel dit fede dyr

Men efterhånden som interessen for stenalderkosten kom ind i mit liv, skal jeg da love for, at det samlede forskerkorps kom marcherende ind i lokalet igen – og det har været vildt interessant.

For det første er selve stenalderkosten som livsstil skabt og udviklet af forskere, så alene der var jeg nødt til at forholde mig til det.

Dernæst har jeg været konfronteret med det ene udsagn efter det andet fra forskere, der ikke bryder sig om princippet. Og lige så mange, der stiller sig lige så undrende over for de gældende kostråd, som bagmændene til stenalderkosten gør.

Se også: Læs også: Fuck fitness, dit fede dyr

Som helt almindelig mand i et lille almindeligt hus i Odense er det helt umuligt at forholde sig til – og nok også for hovedparten af jer, der læser med her hver fredag. Hvad dælen gør man?

Min vej gennem den enorme informationsmængde går over sund fornuft. Og her har jeg fundet ud af, at det er nok så vigtigt at høre, hvad de IKKE siger, når de snakker. For det gør de. Meget.

Men de fleste af dem taler jo også for deres eget job. Fødevarebranchen i Danmark er ikke et lille gårdmejeri med en ugentlig omsætning på et par hundrede kroner. Vi taler milliarder her. Og enhver ide om, at forskningen er uafhængig af de penge, kan vi godt glemme alt om at tro på.

Se også: Læs også: Hold nallerne fra patterne, fede dyr

De store aktører på fødevaremarkedet er blandt de store kunder på de institutter, hvor forskerne arbejder. Samtidig er de også ganske effektive til at sætte sig på de politiske dagsordener, som er vigtige for dem. Og med Danmarks historie in mente er det også af kolossal samfundsøkonomisk og dermed politisk interesse, at fødevaresektoren kører godt.

Lad os tage et par eksempler.

I 2008 skrev daværende ph.d.-studerende ved Københavns Universitet og kandidat i folkesundhedsvidenskab Christina Warrer Schnohr og forfatter Morten Mauritson en kronik i Politiken, hvor de fortalte om, hvordan de forgæves havde forsøgt at få Sundhedsstyrelsen til at fremlægge dens videnskabelige dokumentation for anbefalingen af, at vi alle bør drikke en halv liter mælk om dagen.

I stedet argumenterer styrelsen som når Kaj og Andrea bakker snagvendt. Den efterspørger nemlig dokumentation for, at det gør godt at lade mælken være! Hvis jeg begynder at anbefale alle at spise fire Panodiler til morgenmad hver dag, ville jeg da formode, at det var mig, der skulle dokumentere det gavnlige – og ikke alle skeptikerne, der skulle bevise, at man er bedre tjent uden.

I sidste uge skrev jeg til hende (hun er i mellemtiden blevet assisterende professor ved KU) og spurgte, om hun havde modtaget dokumentationen nu, da styrelsen har haft yderligere fire år til at finde den frem fra gemmerne. Det har hun ikke.

Se også: Læs også: Glem bare vegetarerne, dit fede dyr

Stenalderkost som princip er ikke just godt nyt for den eksisterende fødevareindustri, hvis den livsstil får for godt fat. Så her er næste eksempel: Politiken skrev i onsdags artiklen ’Ernæringschef: Stenalderdiæt kan være problematisk’.

Herefter ævler DTU Fødevareinstituttets ernæringschef Gitte Gross løs om, at kosten er problematisk, fordi man udelukker grupper af madvarer og dermed får mindre variation. Hvad hun derimod ikke siger... det er langt mere interessant. For i artiklen er hun i hvert fald ikke citeret for nogen præcis angivelse af, hvad det helt præcist er, jeg mangler i min kost. Jeg ved at hendes lidt løse snak om manglende fibre ikke passer. Dem får jeg rigeligt af fra andre kilder, og fordøjelsen har aldrig været bedre, og jeg har i øvrigt aldrig spist mere varieret. Men med tanke på, at landbruget er kunde hos hende, forstår jeg da godt, at hun opponerer.

Se også: Læs også: Den fede kur til mænd

Men døm selv - I forhold til dit eget liv, er du den bedste dommer. Forsker eller ej.

Vi tales ved igen på fredag. Indtil da: Pas godt på dig selv og din krop – du har kun et forsøg.