Spædbørn, teenagere og ældre dør hvert år af den frygtede sygdom meningitis,
og lige nu er vi på vej ind i den tid på året, hvor flest danskere bliver
smittet.
Derfor har Landsforeningen Meningitis valgt at sætte fokus på den lumske sygdom, som hvert år dræber mellem 10 og 20 danskere - endnu flere får alvorlige og livsvarige mén.
'Tøffe' mistede en søn
Én af dem, der har oplevet sygdommen på allernærmeste hold, er den tidligere
fodboldspiller Stig Tøfting, der i 2003 mistede sin blot 26 dage gamle søn.
Han har tidligere på året fortalt åbenhjertigt om det nærmest ubærlige tab,
og igen på lørdag kan man opleve ham i kamp mod meningitis.
Se også: Læs også: Stig Tøfting: Min søn er begravet i haven
Det sker når Landsforeningen Meningitis på lørdag den 17. november inviterer til høvdingebold i Svanemøllehallen i København, hvor to hold tørner sammen. Udover Stig Tøfting vil også tidligere landsholdsmålmand Thomas Sørensen samt fodboldspilleren og tidligere Vild med Dans-deltager Patrik Wozniacki svinge høvdingebolden i den gode sags tjeneste.
- Meningitis er især uhyggelig, fordi den kan udvikle sig ekstremt hurtigt. I løbet af blot 24 timer kan en ellers rask person blive alvorligt syg og dø, forklarer formand for Landsforeningen Meningitis Martin Bak til ekstrabladet.dk.
Højsæson for meningitis
Tidligere på året var Statens Serum Institut ekstra opmærksomme på en speciel
type af meningitis, da man havde registreret en stigning på 70 procent fra
2010 til 2011.
Se også: Læs også: Stigning i farlig type meningitis
Ifølge afdelingslæge på Statens Serum Institut Palle Valentiner-Branth ser situationen dog ud til at være under kontrol.
- For første gang i lang tid steg antallet af meningokok-meningitis i 2011 på grund af stigningen inden for meningitis gruppe C. Selv om 2012 endnu ikke er omme, ser det ud til, at antallet nu er tilbage på 2010-niveau, uddyber han til ekstrabladet.dk.
Antallet af meningitis-indberetninger stiger typisk i december og januar måned og topper i februar, hvor luften er tør, og vi ofte holder os inden døre i længere tid ad gangen.
- Meningitis - især meningokoksygdommen - er meget smitsom og kan overføres fra person til person blot ved nys eller host. Vi har ikke en sikker forklaring på, hvorfor vi ser flere meningitis-tilfælde om vinteren, men måske skyldes det, at vi er tættere på hinanden, eller at vores slimhinder er mere modtagelige for smitte på grund af den tørre luft, tilføjer afdelingslægen.
Se også: Læs også: Meningitis-alarm på gymnasium
Dødsfald kan undgås
Ud af de omkring 200 danskere, der hvert år får meningitis, dør mellem 10 og
20 procent af sygdommen. Af dem, der overlever, må mange leve med følger af
sygdommen som amputerede lemmer, døvhed eller hjerneskade. Især børn,
teenagere og ældre er udsatte.
Ifølge formanden for Landsforeningen Meningitis kan en stor del af tilfældene undgås, hvis folk bliver bedre til at spotte symptomerne i tide.
- De tidligste symptomer minder meget om influenza eller mellemørebetændelse. Der er dog en del andre tegn, man bør være opmærksom på - især hos spædbørn kan symptomerne vise sig anderledes, tilføjer Martin Bak.
Du kan læse mere om symptomerne i boksen til højre.
