Hvis der kommer et forbud imod lyd på banner-annoncer, så kommer det til at
gøre ondt på blandt andet net-aviser og online-medier, lyder det fra
mediernes brancheforening Danske Medier.
Se også: Læs også: S vil forbyde lyd på bannerreklamer
- Bannerannoncer er den væsentligste indtægtskilde for netmedierne, og lyd er del af mange annoncer. Hvis man skulle finde på at forbyde brug af lyd, vil det kunne få konsekvenser for mediernes annonceindtægter, da det kan presse priserne. Og dét på et annoncemarked, der i forvejen er meget presset, siger Morten Helveg Petersen, viceadministrerende direktør i Danske Medier.
Se også: Læs også: Reklamefolk: Larmende reklamer skal være lovlige
Der er allerede regler
Udtalelserne er en reaktion på Socialdemokraternes IT- og Teleordfører Trine
Bramsen, som siger at hun vil arbejde for at få et forbud imod
bannerannoncer der afspiller lyd, uden at man decideret klikker på dem,
skevet ind i markedsføringsloven.
Men området er allerede reguleret af branchens egne standarder, som er fuldt tilstrækkelige, mener Morten Helveg Petersen.
- Lyd i bannerannoncer er et vigtigt element i mange kampagner, og vi har i branchen haft standarder for brug af bannere herunder lyd i bannere siden 2004. Blandt andet fordi vi ønsker, at vores brugere skal have den bedst mulige oplevelse, når de besøger netmedierne, siger Morten Helveg Petersen.
Bannerstandarderne siger blandt andet, at lyd i en bannerannonce først må starte ét sekund efter, at man har ført musen henover banneret. Lyden skal stoppe, når man fjerner musen fra bannerannoncen, og endelig anbefaler standarderne, at der bør være en tydelig start- og stop-knap i et banner med lyd, oplyser Danske Medier.
