Tidligere har undersøgelser vist, at Apples Macbook Pro afgiver så meget
nikkel, at forbrugerne risikerer allergi.
Nu er det kommet frem, at flere bærbare computere faktisk kan være skyld nikkeleksem og i værste fald allergi, der varer hele livet.
Se også: Læs også: Apple-computere kan give allergi
Fik voldsomt udslæt
Det er et dansk forskerhold fra Videnscenter for Allergi på Gentofte Hospital,
der har undersøgt computernes sundhedsmæssige påvirkning. Det sker efter, at
en dansk kvinde udviklede volsom eksem på sine hænder få uger efter, at hun
havde været i berøring med sin nye Apple computer.
- Kvinden havde ikke tidligere reageret på nikkel eller oplevet andre former for kontaktallergi. Hun har reageret på computeren og udviklet nikkelallergi af at bruge den. Udslættet forsvandt igen, da hun holdt op med at bruge computeren, forklarer Peter Jensen, læge på Hud- og Allergiklinikken, Gentofte Hospital.
Det fik forskerholdet til at undersøge flere forskellige typer af bærbare computere, og man har altså fundet, at det ikke blot er Apple-computeren, der afgiver en stor mængde nikkel, men generelt computere, der er lavet af metal.
Tilladte nikkelmængder
Det er altså den metalkasse, der indrammer tastaturet, som afgiver de store
mængder af nikkel. Det vil sige, at når man bruger tastaturet, og hænderne
hviler på metalkassen, er man i risiko for at få eksem. Selvom
selve udslættet forsvinder, vil allergien højst sandsynligt være livslang.
Det vil sige, at hver gang, man er i berøing med metal, der frigiver store
mængder nikkel, vil huden kunne reagere.
Forskerne understreger, at nikkelindholdet i de omtalte computere ikke overskrider de tilladte grænser.
- Men reglerne beskytter ikke alle forbrugere. Nogle mennesker er mere følsomme. Så selvom computeren ikke overtræder loven, er det altså ikke tilstrækkeligt til at beskytte mod udviklingen af nikkelallergi hos særligt følsomme personer, tilføjer Peter Jensen.
Mange nikkelprodukter
Nikkel er en af de hyppigste årsager til kontaktallergi i Danmark. Men
hyppigheden er faldet meget, siden der i 1991 blev indført nye regler for en
lang række forbrugerprodukter, som er beregnet til at komme i direkte og
længerevarende kontakt med huden.
Reglerne gælder for eksempel for smykker, briller, knapper og bælter, men også mobiltelefoner og bærbare computere skal overholde krav til afgivelse af nikkel.
