Jeg elskede dig faktisk. Ikke lige meget hele tiden, men set på den lange bane
var der stor kærlighed mellem os.
Nuvel, jeg indrømmer, at mine følelser for dig var stærkest, når du kom i nyt sommertøj fyldt med energi og glade øjne. Efterhånden som vinteren trængte sig på, blev du mere og mere kedelig – men hvem gør på den anden side ikke det?
Alligevel er det slut nu. Vi passer ikke sammen. Det er mig selv, der er nået til den konklusion, og det er også mig, der nu smutter. Det gør altid ondt at ende et 40 år langt forhold fra den ene dag til den anden, men jeg er lige så sikker på, at det nok skal gå dig godt, som jeg er på, at det kun kan gå mig godt, hvis jeg smutter.
Se også: Læs også: De bedste læsermails fra stenalderen
Magtforholdet var forkert. Du førte. Du var ved at gøre mig til en kopi af dig. Du kartoffel. Jeg sofakartoffel. Det holder ikke i længden. Så nu er jeg smuttet – og faktisk også uden den store tak.
Det eneste, jeg fortryder, er, at jeg ikke har sagt farvel noget før. Det har således været kendt siden begyndelsen af 1980’erne, at du er alt for sød, kartoffel. Alt for sød til, at jeg styre mig. Du går i blodet på mig, som ingen anden. Desværre forsvinder du lige så hurtigt ud af det igen.
Med dig i mit liv hopper mit blodsukker op og ned hele tiden, som en ADHD-dreng på en havetrampolin. Det er ikke sundt.
Se også: Læs også: Stenalderen er billigere end du tror
Det var en doktor David Jenkins fra Torontos Universitet, der satte glukæmisk indeks på dagsordenen tilbage i 80’erne. Det er et udtryk for, hvor hurtigt en bestemt madvares sukker flytter ind i vore blodbaner. Almindeligt hvidt raffineret sukker har et indeks på 60-65. Du, kære kartoffel, har ingen problemer med at trumfe. Du ligger på 98.
Det er grunden til, at kartofler ikke er en god fødevare for mig. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at styre blodsukkeret. Det høvler i vejret vildt hurtigt efter indtagelsen – blot for at falde lige så hurtigt og brat igen. Ud over at det ødelægger den naturlige sult/mæthedsfornemmelse, er den vekselvirkning stærkt medvirkende til at forøge min risiko for insulin-resistens – en tilstand, der ofte går forud for udviklingen af de livsstilssygdomme, som jeg med hastige skridt var på vej imod for fire måneder siden: Fedme (her var jeg i mål), forhøjet blodtryk (her var jeg også i mål), type 2-diabetes (den nåede jeg ikke) og forhøjet kolesterol-tal (lægen beroligede mig med, at jeg kun lå lidt for højt).
Se også: Læs også: Du siger så meget vrøvl, dit fede dyr
Jeg ved godt, at mennesket har brugt kartoflen som en vigtig næringskilde i mange hundrede år. Det er bare ikke et udtryk for, at det er godt for os. Det er langt mere et udtryk for, at det var sindssygt billigt og dermed også en nødvendighed i langt hovedparten af vore husholdninger, hvis far, mor og 13 børn skulle blive mætte bare fem minutter i løbet af en dag.
Men sådan er det ikke mere. Vi har råd til at spise rigtigt, og som jeg har skrevet tidligere er min økonomi kun blevet bedre af, at jeg køber og spiser rigtig mad. Mad der gør mig mæt i lang tid og afholder mig fra langt hovedparten af alle småindkøbene.
Se også: Læs også: Farvel dit fede dyr
Kartoflen er en saga blot i min kost nu, og jeg savner den slet ikke. Jeg møder den dog stadig, og kysser også med den, når jeg får den serveret hos venner og familie. Det åbne måltid, hvor man tillader sig alt, er vigtigt. Ikke fordi, jeg som sådan savner noget af det, jeg har sagt farvel til. Men mere fordi det er godt for ens sociale liv ikke at fremstå som den frelste tosse, der begynder enhver fest med at pege ting ud på tallerkenerne, som han ikke må spise.
Vi ses igen næste fredag – indtil da: Pas på dig selv og din krop. Du har kun ét forsøg. Bliv endelig ved at sende mig breve og spørgsmål på bjorn@eb.dk, og du er også velkommen på min twitter.
