Indlæser...

Mine ribben brækker ved mindste berøring

Jytte Pedersen er en af de 400.000 danskere, som er ramt af knogleskørhed. Hun lever med konstante smerter og med frygt for nye brud

09:00, 31. okt 2007 | Lisbeth Langwadt

Annonce

Jytte Pedersen, der er ramt af knogleskørhed, kan ikke løfte sin små børnebørn, når de løber imod hende og vil tages op. Det er virkelig hårdt, siger hun. (Foto: Jesper Stormly Hansen)
Jytte Pedersen, der er ramt af knogleskørhed, kan ikke løfte sin små børnebørn, når de løber imod hende og vil tages op. Det er virkelig hårdt, siger hun. (Foto: Jesper Stormly Hansen)

Annonce

Annonce
Jytte Pedersen, 70, er en af de 400.000 danskere, som er ramt af knogleskørhed. Hun fik konstateret sygdommen for godt 15 år siden efter et brud på rygsøjlen og har siden levet med kroniske smerter.

– Jeg har haft tre brud på mine ribben. Der skulle ingenting til, før det skete. Den ene gang lænede jeg mig blot ind over et bord, siger Jytte Pedersen, som bor i Brønshøj.

– Men det er heldigvis flere år siden. Jeg har taget medicin regelmæssigt, og det har holdt sygdommen nede.

Kun morfin dulmede
De første år efter, at Jytte Pedersen fik konstateret sygdommen, havde hun forskellige småjobs, indtil hun i starten af 90’erne måtte lade sig førtidspensionere. I syv år var smerterne så grumme, at kun morfin var stærkt nok.

– Men man bliver så døsig og uoplagt af det. Og jeg besluttede mig for at stoppe for at få så meget som muligt ud af mit liv, fortæller Jytte, som i dag forsøger at klare sig med Panodil, når smerterne er værst.

– Jeg prøver at aflede min opmærksomhed fra smerterne med f.eks. en gåtur. Man må få det bedste ud af livet og lære at leve med sygdommen, siger Jytte, som på gåture må støtte sig til to krykker for at aflaste ryggen.

Må være forsigtig
Selvom Jytte gør alt for at leve så normalt som muligt, påvirker sygdommen hendes og mandens liv markant:

– Jeg kan ikke løfte mine børnebørn, som er mellem to måneder og fire år gamle. Når de kommer løbende imod mig, har jeg sådan lyst til at tage dem op og kramme dem. Men jeg kan ikke på grund af smerterne. Det er hårdt.

– Efter at sygdommen blev konstateret har vi heller ikke rejst så meget som før. Det er besværligt med smerter. Og man må også være forsigtig, så man ikke brækker noget, siger hun.








Annonce