Persondata politik

Danske kvinder har nordisk kræft-rekord

Fortsætter udvikling som hidtil, vil flere end 1900 danske kvinder få konstateret modermærkekræft i 2030

EKSTRA forbrug

Hent flere
 

Flere end 800 danske kvinder bliver ramt af modermærkekræft hvert år. Dermed indtager de en kedelig førsteplads som de nordiske kvinder, der har størst risiko for at blive ramt af modermærkekræft.

Og antallet er stigende, oplyser Kræftens Bekæmpelse, der samtidig kommer med en klokkeklar opfordring: Drop solarierne selv om solen er en sjælden gæst om vinteren.

- I de seneste 10 år er risikoen for nye tilfælde af modermærkekræft steget med hele seks procent om året for danske kvinder - og det er altså virkelig meget, siger Peter Dalum, projektchef for Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden, i en pressemeddelelse.

- Det peger på, at de danske kvinder skal blive bedre til at solbeskytte sig og helt droppe at gå i solarium.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse vil flere end 1900 danske kvinder blive ramt af kræftformen i 2030, medmindre de ændrer deres solvaner.

Derfor arbejder Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden på at skabe opmærksomhed om problemet gennem den såkaldte "Solkampagne".

- De sygdomstilfælde, der ses nu, er resultatet af soladfærd, der ligger fem til syv år tilbage. Den udvikling skal stoppes, siger områdechef for sundhed i TrygFonden Mette Meldgaard.

- Fremskrivningen af kræfttilfælde 2030 skulle jo nødig blive en realitet.

Ifølge de to organisationer øges risikoen for modermærkekræft med 20 procent, hvis man solbader i solariers ultraviolette lys.

Begynder man inden de 35 år, forøges risikoen med 40 procent. Og blot ét enkelt månedligt besøg i et solarium giver to til tre gange forøget risiko, lyder det.

I Danmark skal solarierne overholde en EU-standard, men niveauet for den stråling er ofte meget høj.

Det betyder, at man risikerer at blive udsat for en stråling svarende til et UV-indeks på omkring 12 - det samme som strålingen på en varm sommerdag i Spanien.

Desuden er der ingen krav til uddannelse af personale, og derfor kan man ikke være sikker på at få korrekt vejledning i solcentrene, påpeger organisationerne.

Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden presser derfor på, for at man indfører dansk lovgivning, som både skal regulere adgangen til solarier for udsatte grupper samt regulere niveauet for den UV-stråling, solarierne må udsende.

Det har man blandt andet gjort i andre nordiske lande som Norge, Finland og Island.

/ritzau/

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Jacob H. Jensen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik