Persondata politik

Glem bare vegetarerne, dit fede dyr

I denne uge ser Michael Bjørn nærmere på et af de argumenter, han mødes med, når han diskuterer sin stenalderkost-livsstil med grøntspiserne

  • Mennesket er skabt til at æde kød i rå mængder, er Michael Bjørns påstand. (Foto: Colourbox)
« Forrige
Mennesket er skabt til at æde kød i rå mængder, er Michael Bjørns påstand. (Foto: Colourbox)
1 af 3
Næste »
 

Jeg kan ikke udstå hellige mennesker, der bare vil pådutte alle deres egen holdning. Det statement kunne godt være mit, men i denne sammenhæng er det mig, der får den smidt i hovedet.

Men når jeg bliver spurgt om, hvordan jeg har det med min nye livsstil, så svarer jeg ærligt – det er bare ikke alle, der kan forholde sig til, at jeg har det fantastisk. I hvert fald skal der lynhurtigt jagtes argumenter for, hvorfor stenalderkosten ikke virker. Men personligt kunne jeg ikke drømme om at prædike for dig, om du så lever af palminkogte klejner.

Se også: Farvel dit fede dyr

Her kommer det hellige så ind i billedet, for det kan man jo altid beskylde folk for at være – at jeg så ikke har noget gudsbegreb knyttet til min livsstil, betyder åbenbart intet. Men bare rolig – vi vender tilbage til det hellige om lidt, når jeg har haft fat i stænglerne på de vegetariske kritikere af denne kødfyldte livsstil, som stenalderkost ganske rigtigt er.

I årevis havde jeg en fasttømret modvilje mod ethvert tilløb til sundere livsstil, da jeg havde fået den opfattelse, at det handlede om at leve af stadigt flere grøntsager, indtil jeg var vegetar – en horribel fremtidsudsigt, da jeg ikke kunne se mig selv undvære kød. Men ikke desto mindre har vegetarer dygtigt formået at sætte sig hårdt på den almindelige opfattelse af, hvad der er sundt – uden en hel masse at have det i.

Se også: Lærer du også dit barn at ryge, fede dyr?

Stenalderkosten tiltalte mig, da den både talte til min logik og mit intellekt. At menneskehedens første to millioner år på jorden har lagt grunden til, hvad vi bør spise – og dermed er den også et brud med vegetarismen som den eneste vej til sundhed. Her var en livsstil, der tog udgangspunkt i menneskeracens oprindelse, hvilket for mig giver god mening.

Se også: Hold nallerne fra patterne, fede dyr

Men selv på forholdet om menneskets udvikling har jeg fået vegetarerne på nakken. I ramme alvor påstår de, at mennesket er skabt som planteædere og ikke kødspisere. Det fuldstændig uden skelen til, at et samlet forskerkorps i verden er enige om at kalde de første mennesker på jorden for jæger/samler-folket. Det hedder de af en eneste grund: De gik på jagt. Efter kød. For jeg har endog ganske svært ved at se ideen med at opfinde bue og pil for at ville nedlægge knoldselleri.

Se også: Fuck fitness, dit fede dyr

Vi udviklede os fra aberne med chimpansen som vores nærmeste slægtning, men i stedet for at blive siddende og tygge næring ud af planter, rejste vi os og brugte energien på hjernen i stedet for på tarmene. Skal man leve udelukkende af planter, kræver det lange tarme med medfølgende store maver – hvilket vores art aldrig har haft. Det var en afgørende ændring af vores fordøjelsessystem, der gjorde os i stand til at blive vores helt egen art. Og blive den helt dominerende art på jorden.

Alligevel har vegetarer forsøgt at forklare mig, at vi er planteædere, fordi vi nedstammer fra aberne. Vidste du, at delfinens nærmeste slægtning er hovdyrene? Man skal da have lavet en ualmindeligt skæv sidelæns parkering for på den baggrund at påstå, at delfiner skal spise hø.

Men man kan selvfølgelig forkaste videnskaben, som mange helt legitimt gør i eksempel USA, hvor der findes en anden udgave af menneskets udviklingsteori. Der handler det om en mand i himlen med hvidt skæg, der har skabt hele skidtet. Alt er beskrevet i bogen Bibelen, og med den i hånden kan man da sikkert godt fremføre en del påstande om menneskets egnethed til udelukkende at leve af planter. Det er så her, vi kom tilbage til det hellige…

Se også: Den fede kur til mænd

Er det sådan man tror, det hænger sammen, så fint nok. Det kan man jo overhovedet ikke diskutere på noget grundlag. Jeg kan i hvert fald ikke. Men jeg vil med sindsro spise min bøf til morgenmad – med de let fordøjelige grøntsager, som jeg både er skabt til at spise, og som er sunde for mig. Nåh jo – og så også lige lidt frisk frugt. Velbekomme.

Måske min indboks nu brænder sammen. Men kom endelig med det – måske tager vi en tur mere næste fredag med det her emne. Ellers bliver det noget helt andet. Men brevene er jeg stadig glad for at få – lige som du skal være velkommen på min twitter.

Indtil da: Pas på dig selv og din krop – du har kun et forsøg.

Stenalderkost kan skæres ned til følgende grundprincipper

1. Spis alt det magre kød og fisk, du har lyst til.

2. Spis alle de grøntsager og frugter, du har lyst til.

3. Spis gerne nødder, men ikke for mange. Valnødder er de sundeste.

4. Drop forholdet til Arla – hun kysser dårligt. Med andre ord: Ingen mælkeprodukter.

5. Ingen kornprodukter – heller ikke de mørke og såkaldt grove brødarter.

6. Ingen bælgfrugter – herunder peanuts.

7. Ingen stivelse. Det vil sige nej til majs, ris og kartofler.

8. Nej tak til færdigvarer. Hverken halv- eller helfabrikata kan bruges til noget.

9. Intet salt og sukker, men brug gerne øvrige krydderier.



Hvis du er interesseret i stenalderkost, kan du på facebook søge optagelse i gruppen PaleoDK, hvor over 4000 entusiaster er samlet.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Jakob Hansen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik