Sundhed

Læger overser patienter med sukkersyge

Antallet af danskere med type 2-diabetes eksploderer. Lægerne fanger dem ikke i tide, lyder kritikken

EKSTRA forbrug

Hent flere
 

Selvom de praktiserende læger hurtigt burde være i stand til at finde ud af, om en patient lider af sukkersyge eller ej, så er antallet af danskere med type 2-diabetes eksploderet.

I 2010 fik næsten 28.000 danskere stillet diagnosen, og det er en stigning på 79 procent i forhold til 1997, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.

- Det er otte år siden, at Sundhedsstyrelsen, de lægelige selskaber og Diabetesforeningen blev enige om, hvem der skulle undersøges for uopdaget diabetes, siger Allan Flyvbjerg, professor i diabetes på Aarhus Universitet, til Jyllands-Posten.

- Desværre er det ikke sket i tilstrækkeligt omfang, konstaterer han.

Allan Flyvbjerg beklager, at det ikke er lykkedes at bremse stigningen i antallet af danskere med type 2-diabetes.

For opskriften på at opdage sukkersygen i tide er enkel: Løft blikket, se på patienten og stil nogle få spørgsmål om vægt, vaner og sygdom i familien. Svarene kan lynhurtigt afgrænse, om der er fare for sukkersyge eller ej, forklarer han.

- Hvis lægerne bruger den simple opskrift, koster det ingenting ud over, at lægerne reflekterer lidt over det, siger Allan Flyvbjerg.

I kommunerne erkender borgmester Anny Winther (V), formand for social- og sundhedsudvalget i kommunernes forening, KL, problemet:

- Vi skal blive bedre til at opspore dem, som går med en uopdaget diabetes.

- Vi skal se, om vi kan gribe de borgere ved en samtale både hos den praktiserende læge og i sundhedshusene ude i kommunerne, for vi ved godt, hvilke borgergrupper der er i en særlig risikogruppe, siger hun til Jyllands-Posten.

Anny Winther forventer en oprustning, fordi kommunerne i 2013 får 300 millioner kroner øremærket til forebyggelse.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik