Persondata politik

Fysisk kontakt forbudt efter ebola-udbrud

Ugandas præsident siger, at det skal være slut med at give hånd og have sex efter nye ebola-dødsfald

 

Undgå at give hånd, hold jer fra sex og lad være med at begrave ofre for ebola, lyder budskabet til befolkningen i Uganda fra landets præsident, Yoweri Museveni, efter et udbrud af den dødelige sygdom er nået til landets hovedstad.

I alt er 14 personer i landet indtil videre døde af ebola-virussen, siden den brød ud i det vestlige Uganda for tre uger siden. Men ved at begrænse fysisk kontakt kan smitten holdes nede, siger præsidenten.

- Ebola spreder sig via fysisk kontakt. Undgå håndtryk, som kan give svedkontakt, der kan give problemer, lyder rådet fra Yoweri Museveni.

- Begrav ikke en person, der er død som følge af symptomer, der ser ud som ebola. Ring i stedet efter sygepersonale, for de ved, hvordan det skal gøres.

- Undgå promiskuitet, fordi denne sygdom kan også smitte gennem sex, advarer præsidenten videre.

Virussen har bevæget sig fra landets vestlige del til hovedstaden Kampala, hvor et offer er død på byens Mulago hospital.

- Sundhedsministeriet er i færd med at opspore alle de folk, der har haft kontakt med ofrene, fastslår Yoweri Museveni.

7 læger og 13 sundhedsmedarbejdere fra Mulago-hospitalet er i karantæne, efter at mindst en eller to smittede blev bragt til hospitalet.

Det seneste udbrud begyndte i det vestlige Kibaale-distrikt omkring 200 kilometer vest for Kampala.

Den sjældne sygdom, der har fået sit navn efter en mindre flod i Den Demokratiske Republik Congo, var skyld i 37 dødsfald i det vestlige Uganda i 2007, og i 2000 døde 170 personer af sygdommen i landets nordlige del.

- Jeg ønsker jer held og lykke, og må Gud sende de afdøde sjæle til hvile i evig fred, tilføjer Museveni.

Ebola-virusen giver først influenzalignende symptomer som høj feber og ondt i halsen. Siden udvikler den sig til svære blødninger i de indre organer og huden. Blødningerne kan hos op til 90 procent af de smittede føre til døden.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik